keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

1.   Ved modtagelsen af et påbud om at give specifikke oplysninger om en eller flere specifikke individuelle tjenestemodtagere, der er udstedt af de relevante nationale retslige eller administrative myndigheder på grundlag af gældende EU-ret eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, underretter udbydere af formidlingstjenester uden unødig forsinkelse den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller enhver anden myndighed, som er angivet i påbuddet, om dets modtagelse og om den virkning, der er givet til påbuddet, med nærmere angivelse af, hvorvidt og hvornår påbuddet blev givet virkning.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at et påbud som omhandlet i stk. 1, når det fremsendes til udbyderen, som minimum opfylder følgende betingelser:

a)

dette påbud indeholder følgende elementer: i) en henvisning til retsgrundlaget i EU-retten eller national ret for påbuddet ii) angivelse af den udstedende myndighed iii) tydelige oplysninger, der sætter udbyderen af formidlingstjenester i stand til at identificere den eller de specifikke modtagere, som der anmodes om oplysninger om, f.eks. et eller flere kontonavne eller entydige identifikatorer iv) en begrundelse for det formål, hvortil oplysningerne er påkrævede, og hvorfor kravet om at give oplysningerne er nødvendigt og forholdsmæssigt for at fastslå, om modtagerne af formidlingstjenesterne overholder gældende EU-ret eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, medmindre en sådan begrundelse ikke kan gives af hensyn til forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af strafbare handlinger v) information om klagemekanismer, der er tilgængelige for udbyderen og for de berørte tjenestemodtagere vi) i påkommende tilfælde oplysninger om, hvilken myndighed, der skal modtage information om implementeringen af påbuddene

b)	dette påbud forpligter kun udbyderen til at give oplysninger, der allerede er indsamlet med henblik på ydelse af tjenesten, og som er under udbyderens kontrol

c)

dette påbud fremsendes på et af de sprog, som udbyderen af formidlingstjenester har angivet i henhold til artikel 11, stk. 3, eller på et andet officielt sprog i medlemsstaterne, der er aftalt mellem den myndighed, der har udstedt påbuddet, og udbyderen, og sendes til det elektroniske kontaktpunkt, som den pågældende udbyder har udpeget i overensstemmelse med artikel 11; hvis påbuddet ikke er affattet på det sprog, som udbyderen af formidlingstjenester har angivet, eller på et sprog, der er aftalt bilateralt, kan påbuddet fremsendes på den udstedende myndigheds sprog, forudsat at det ledsages af en oversættelse til et sådant angivet eller aftalt sprog af mindst de elementer, der er fastsat i dette stykkes litra a) og b).

3.   Den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller i påkommende tilfælde den myndighed, som er angivet deri, fremsender dette sammen med de oplysninger, der er modtaget fra udbyderen af formidlingstjenester om implementeringen af påbuddet, til koordinatoren for digitale tjenester i den udstedende myndigheds medlemsstat.

4.   Koordinatoren for digitale tjenester i den pågældende medlemsstat fremsender efter modtagelse af påbuddet fra den berørte medlemsstats retslige eller administrative myndighed uden unødig forsinkelse en kopi af det i stk. 1 omhandlede påbud til alle digitale tjenestekoordinatorer via det system, der er oprettet i henhold til artikel 85.

5.   Senest når påbuddet gives virkning, eller i påkommende tilfælde på det tidspunkt, som den udstedende myndighed har fastsat i påbuddet, underretter udbydere af formidlingstjenester den berørte tjenestemodtager om det modtagne påbud og implementeringen heraf. Disse oplysninger givet til tjenestemodtageren skal omfatte en begrundelse og eksisterende klagemuligheder i overensstemmelse med stk. 2.

6.   De betingelser og krav, der er fastsat i denne artikel, berører ikke national civilprocesret og straffeprocesret.

1.   Hvis en udbyder af oplagringstjenester får kendskab til oplysninger, der giver anledning til mistanke om, at der er begået, bliver begået eller sandsynligvis vil blive begået en strafbar handling, der indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed, underretter den straks de retshåndhævende eller retslige myndigheder i den eller de berørte medlemsstater om sin mistanke og giver alle tilgængelige relevante oplysninger.

2.   Hvis udbyderen af oplagringstjenester ikke med rimelig sikkerhed kan identificere den berørte medlemsstat, underretter den de retshåndhævende myndigheder i den medlemsstat, hvor platformen er etableret, eller hvor dens retlige repræsentant er bosiddende eller etableret, eller Europol eller begge.

Med henblik på anvendelsen af denne artikel er den berørte medlemsstat den medlemsstat, hvori lovovertrædelsen formodes at have fundet sted, finde sted eller sandsynligvis vil finde sted, eller den medlemsstat, hvori den formodede lovovertræder er bosiddende eller etableret, eller den medlemsstat, hvori offeret for den formodede lovovertrædelse er bosiddende eller etableret.

1.   Tjenestemodtagere, herunder enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser, til hvem de i artikel 20, stk. 1, omhandlede beslutninger er adresseret, kan vælge ethvert udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 3, med henblik på at bilægge tvister vedrørende disse beslutninger, herunder klager, som ikke er blevet løst ved hjælp af det i nævnte artikel omhandlede interne klagebehandlingssystem.

Udbydere af onlineplatforme sikrer, at oplysninger om tjenestemodtagernes mulighed for adgang til et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan er let tilgængelige på deres onlinegrænseflade, klare og brugervenlige.

Første afsnit berører ikke den berørte tjenestemodtagers ret til på ethvert tidspunkt at anlægge sag for at bestride beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatforme ved en domstol i overensstemmelse med gældende ret.

2.   Begge parter skal samarbejde i god tro med det udvalgte certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan med henblik på at bilægge tvisten.

Udbydere af onlineplatforme kan nægte at deltage i proceduren ved et sådant udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, hvis en tvist allerede er blevet løst vedrørende de samme oplysninger og det samme grundlag for påstået ulovlighed eller uforenelighed af indholdet.

Det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan har ikke beføjelse til at pålægge parterne en bindende tvistbilæggelse.

3.   Koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor det udenretslige tvistbilæggelsesorgan er etableret, certificerer for en periode på maksimalt fem år, der kan forlænges, organet efter dets anmodning, hvis organet har godtgjort, at det opfylder alle følgende betingelser:

a)	organet er upartisk og uafhængigt, herunder finansielt uafhængigt, af udbydere af onlineplatforme og af modtagere af den tjeneste, der ydes af udbyderne af onlineplatformene, herunder af enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser

b)

organet har den nødvendige ekspertise, for så vidt angår de spørgsmål, der opstår på et eller flere særlige områder i tilknytning til ulovligt indhold, eller for så vidt angår anvendelsen og håndhævelsen af vilkår og betingelser for en eller flere typer onlineplatforme, hvilket giver organet mulighed for at bidrage effektivt til bilæggelsen af en tvist

c)	organet eller dets repræsentanter aflønnes på en måde, der ikke er knyttet til resultatet af proceduren

d)	den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, er let tilgængelig ved brug af elektronisk kommunikationsteknologi og giver mulighed for at indlede tvistbilæggelse og indsende den fornødne dokumentation online

e)	organet kan bilægge tvister hurtigt, effektivt og omkostningseffektivt og på mindst ét af EU-institutionernes officielle sprog

f)	den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, finder sted i overensstemmelse med klare og retfærdige procedureregler, der er let- og offentligt tilgængelige, og som er i overensstemmelse med gældende ret, herunder denne artikel.

Koordinatoren for digitale tjenester anfører i påkommende tilfælde i certifikatet:

a)	organets særlige ekspertiseområder som omhandlet i første afsnit, litra b), og

b)	det eller de af EU-institutionernes officielle sprog, på hvilke organet kan bilægge tvister som omhandlet i første afsnit, litra e).

4.   Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer aflægger årligt rapport til koordinatoren for digitale tjenester om deres virke, med angivelse af som minimum antallet af forelagte tvister, oplysninger om udfaldet af disse tvister, den gennemsnitlige tid, det tog at løse dem, og eventuelle mangler eller vanskeligheder. De afgiver yderligere oplysninger efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester.

Koordinatorerne for digitale tjenester udarbejder hvert andet år en rapport om, hvordan de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret, fungerer. Rapporten skal navnlig:

a)	indbefatte en liste over antallet af tvister, som hvert certificeret udenretsligt tvistbilæggelsesorgan årligt er blevet forelagt

b)	angive resultaterne af de gennemførte tvistbilæggelsesprocedurer og den gennemsnitlige tid, det tager at løse tvisterne

c)	indkredse og redegøre for eventuelle systematiske eller sektorspecifikke mangler eller vanskeligheder i forbindelse med disse organers virke

d)	indkredse bedste praksis vedrørende dette virke

e)	fremsætte anbefalinger til, hvordan dette virke kan forbedres, hvor hensigtsmæssigt.

De certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal forelægge deres beslutninger for sagsparterne inden for en rimelig periode og ikke mere end 90 kalenderdage efter datoen for det certificerede organ fik forelagt klagesagen. I tilfælde af meget komplekse tvister kan det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan efter eget skøn forlænge fristen på 90 kalenderdage med en yderligere varighed på ikke over 90 dage, så den samlede varighed ikke overstiger 180 dage.

5.   Hvis det udenretslige tvistbilæggelsesorgan træffer afgørelse om tvisten til fordel for tjenestemodtageren, herunder den enkeltperson eller enhed, der har indgivet en anmeldelse, afholder udbyderen af onlineplatformen alle gebyrer, som organet for udenretslig tvistbilæggelse opkræver, og godtgør den pågældende modtager, herunder enkeltpersonen eller enheden, eventuelle andre rimelige udgifter, som denne har måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis organet for udenretslig tvistbilæggelse afgør tvisten til fordel for udbyderen af onlineplatformen, skal tjenestemodtageren, herunder enkeltpersonen eller enheden, ikke godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som udbyderen af onlineplatformen har betalt eller skal betale i forbindelse med tvistbilæggelsen, medmindre det udenretslige tvistbilæggelsesorgan finder, at den pågældende modtager åbenlyst har handlet i ond tro.

De gebyrer, som organet opkræver udbyderne af onlineplatforme for tvistbilæggelsen, skal være rimelige og må under ingen omstændigheder overstige organets omkostninger. For modtagere af tjenesten bør tvistbilæggelsen være gratis tilgængelig eller tilgængelig mod et gebyr af symbolsk størrelse.

Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal oplyse de berørte tjenestemodtagere, herunder de enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse, og udbyderen af den berørte onlineplatform om gebyrerne eller de mekanismer, der anvendes til at fastsætte gebyrerne, inden de indleder i tvistbilæggelsen.

6.   Medlemsstaterne kan oprette udenretslige tvistbilæggelsesorganer med henblik på stk. 1 eller støtte aktiviteterne i en række af eller i alle de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3.

Medlemsstaterne sikrer, at ingen af deres aktiviteter udført i henhold til første afsnit påvirker deres koordinatorer for digitale tjenesters mulighed for at certificere de pågældende organer i overensstemmelse med stk. 3.

7.   En koordinator for digitale tjenester, der har certificeret et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, tilbagekalder denne certificering, hvis koordinatoren efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget af tredjeparter fastslår, at organet for udenretslig tvistbilæggelse ikke længere opfylder betingelserne i stk. 3. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende certificering giver koordinatoren for digitale tjenester det pågældende organ mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde det udenretslige tvistbilæggelsesorgans certificering.

8.   Koordinatorerne for digitale tjenester underretter Kommissionen om de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3, herunder i påkommende tilfælde om de specifikationer, der er omhandlet i nævnte stykkes andet afsnit, samt de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, hvis certificering de har tilbagekaldt. Kommissionen offentliggør en liste over disse organer, herunder over disse specifikationer, på et særligt websted, der er lettilgængeligt, og holder den ajour.

9.   Denne artikel berører ikke direktiv 2013/11/EU og procedurer for alternativ tvistbilæggelse og instanser for forbrugere, der er etableret i henhold til nævnte direktiv.

1.   Ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15, skal udbydere af onlineplatforme i de rapporter, der er omhandlet i nævnte artikel, medtage oplysninger om følgende:

a)	antal tvister indbragt for de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, der er omhandlet i artikel 21, udfaldet af tvistbilæggelsen og median for den tid, det tog at afslutte tvistbilæggelsesprocedurerne, såvel som andelen af tvister, hvor udbyderen af onlineplatformen gennemførte organets afgørelser

b)	antal suspensioner pålagt i henhold til artikel 23, idet der skelnes mellem suspensioner som følge af levering af åbenbart ulovligt indhold, indgivelse af åbenbart grundløse anmeldelser og indgivelse af åbenbart grundløse klager.

2.   Senest den 17. februar 2023 og herefter mindst én gang hver sjette måned offentliggør udbydere for hver onlineplatform eller onlinesøgemaskine på et offentligt tilgængeligt område af deres onlinegrænseflade oplysninger om antallet af aktive tjenestemodtagere i gennemsnit pr. måned i Unionen beregnet som et gennemsnit over de seneste seks måneder og, i overensstemmelse med den metode, der er fastsat i de delegerede retsakter omhandlet i artikel 33, stk. 3, hvis disse delegerede retsakter er vedtaget.

3.   Udbydere af onlineplatforme eller af onlinesøgemaskiner meddeler koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen på disses anmodning og uden unødig forsinkelse de i stk. 2 omhandlede oplysninger, som ajourføres frem til tidspunktet for en sådan anmodning. Denne koordinator for digitale tjenester eller Kommissionen kan kræve, at udbyderen af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen giver yderligere oplysninger om den beregning, der er omhandlet i nævnte stykke, herunder forklaringer og dokumentation for de anvendte data. Disse oplysninger må ikke indeholde personoplysninger.

4.   Når koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet på grundlag af de oplysninger, der modtages i henhold til denne artikels stk. 2 og 3, har grund til at mene, at en udbyder af onlineplatforme eller af onlinesøgemaskiner opfylder tærsklen for det gennemsnitlige antal aktive tjenestemodtagere pr. måned i Unionen, jf. artikel 33, stk. 1, underretter koordinatoren Kommissionen herom.

5.   Udbydere af onlineplatforme forelægger uden unødig forsinkelse de i artikel 17, stk. 1, omhandlede afgørelser og begrundelser til Kommissionen med henblik på, at de indgår i en offentligt tilgængelig maskinlæsbar database, der forvaltes af Kommissionen. Udbydere af onlineplatforme sikrer, at de forelagte oplysninger ikke indeholder personoplysninger.

6.   Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter med henblik på at fastlægge skabeloner for form og indhold og andre enkeltheder i de rapporter, der udarbejdes i henhold til denne artikels stk. 1. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 88.

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner indfører rimelige, forholdsmæssige og effektive afbødende foranstaltninger, som er skræddersyet til de specifikke systemiske risici, der er identificeret i henhold til artikel 34, under særlig hensyntagen til sådanne foranstaltningers indvirkning på grundlæggende rettigheder. Sådanne foranstaltninger kan, hvor det er relevant, omfatte:

a)	tilpasning af udformningen, funktioner og virkemåder af deres tjenester, herunder deres onlinegrænsefladers

b)	tilpasning af deres vilkår og betingelser og håndhævelsen heraf

c)

tilpasning af processer for indholdsmoderation, herunder hastigheden og kvaliteten af behandlingen af anmeldelser vedrørende særlige former for ulovligt indhold og, hvis det er relevant, øjeblikkelig fjernelse eller hindring af adgangen til det anmeldte indhold, navnlig for så vidt angår ulovlig hadefuld tale eller cybervold, samt tilpasning af alle relevante beslutningsprocesser og øremærkede ressourcer til indholdsmoderation

d)	afprøvning og tilpasning af deres algoritmiske systemer, herunder deres anbefalingssystemer

e)	tilpasning af deres reklamesystemer og vedtagelse af målrettede foranstaltninger, der har til formål at begrænse eller justere visningen af reklamer i forbindelse med den tjeneste, de yder

f)	styrkelse af de interne processer eller ressourcer, den interne afprøvning eller dokumentation eller det interne tilsyn med deres aktiviteter, navnlig med hensyn til afdækning af systemiske risici

g)	indledning eller tilpasning af samarbejdet med pålidelige indberettere i overensstemmelse med artikel 22 og gennemførelse af udenretslige tvistbilæggelsesorganers afgørelser i henhold til artikel 21

h)	indledning eller tilpasning af samarbejdet med andre udbydere af onlineplatforme eller af onlinesøgemaskiner gennem de adfærdskodekser og kriseprotokoller, der er omhandlet i henholdsvis artikel 45 og 48

i)	iværksættelse af opmærksomhedsskabende foranstaltninger og tilpasning af deres onlinegrænseflade for at give tjenestemodtagerne flere oplysninger

j)	iværksættelse af målrettede foranstaltninger til beskyttelse af børns rettigheder, herunder værktøjer til alderskontrol og forældrekontrol, eller værktøjer, der har til formål at hjælpe mindreårige med at signalere misbrug eller opnå støtte, alt efter hvad der er relevant

k)

sikring af, at oplysninger, hvad enten der er tale om genereret eller manipuleret billed-, lyd- eller videomateriale, der i væsentlig grad ligner eksisterende personer, genstande, steder eller andre enheder eller begivenheder, og som fejlagtigt for andre forekommer at være autentisk eller sandfærdigt, skiller sig ud ved hjælp af fremtrædende markeringer, når de vises på deres onlinegrænseflader, idet der desuden tilvejebringes en brugervenlig funktionalitet, som gør det muligt for tjenestemodtagerne at angive sådan information.

2.   Rådet offentliggør i samarbejde med Kommissionen omfattende rapporter én gang om året. Rapporterne skal indeholde følgende:

a)	identifikation og vurdering af de mest fremtrædende og tilbagevendende systemiske risici indberettet af udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner eller identificeret gennem andre informationskilder, navnlig de kilder, der er omhandlet i artikel 39, 40 og 42

b)	bedste praksis for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner for afbødning af de identificerede systemiske risici.

Disse rapporter præsenterer systemiske risici opdelt efter den medlemsstat, hvor de optrådte, og i Unionen som helhed, alt efter hvad der er relevant.

3.   Kommissionen kan i samarbejde med koordinatorerne for digitale tjenester udstede retningslinjer for anvendelsen af stk. 1 i forbindelse med specifikke risici, navnlig med henblik på at præsentere bedste praksis og anbefale mulige foranstaltninger under behørig hensyntagen til de mulige konsekvenser af foranstaltningerne for alle berørte parters grundlæggende rettigheder som nedfældet i chartret. I forbindelse med udarbejdelsen af disse retningslinjer afholder Kommissionen offentlige høringer.