search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'lette' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index lette:

    KAPITEL I
    ALMINDELIGE BESTEMMELSER

    KAPITEL II
    UDBYDERE AF FORMIDLINGSTJENESTERS ANSVAR

    KAPITEL III
    DUE DILIGENCE-FORPLIGTELSER FOR ET GENNEMSIGTIGT OG SIKKERT ONLINEMILJØ

    AFDELING 1
    Bestemmelser, som finder anvendelse på alle udbydere af formidlingstjenester

    AFDELING 2
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på oplagringstjenester, herunder onlineplatforme
  • 2 Art. 16 Anmeldelsesmekanismer og handlepligt

  • AFDELING 3
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme
  • 1 Art. 20 Internt klagebehandlingssystem

  • AFDELING 4
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende
  • 1 Art. 30 Erhvervsdrivendes sporbarhed

  • AFDELING 5
    Supplerende forpligtelser for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner vedrørende styring af systemiske risici
  • 1 Art. 40 Adgang til oplysninger og kontrol

  • AFDELING 6
    Andre bestemmelser vedrørende due diligence-forpligtelser
  • 1 Art. 44 Standarder
  • 2 Art. 45 Adfærdskodekser
  • 1 Art. 46 Adfærdskodekser for onlinereklamer
  • 2 Art. 47 Adfærdskodekser for tilgængelighed

  • KAPITEL IV
    GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

    AFDELING 1
    Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester
  • 1 Art. 48 Kriseprotokoller

  • AFDELING 2
    Kompetencer, koordineret undersøgelse og sammenhængsmekanismer

    AFDELING 3
    Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

    AFDELING 4
    Tilsyn, undersøgelse, håndhævelse og overvågning i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner

    AFDELING 5
    Fælles bestemmelser om håndhævelse

    AFDELING 6
    Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

    KAPITEL V
    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER


whereas lette:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 858

 

Artikel 16

Anmeldelsesmekanismer og handlepligt

1.   Udbydere af oplagringstjenester indfører mekanismer, der gør det muligt for enhver enkeltperson eller enhed at underrette dem om tilstedeværelsen på deres tjeneste af specifik information, som den pågældende person eller enhed anser for at være ulovligt indhold. Disse mekanismer skal være let tilgængelige og brugervenlige og skal give mulighed for indgivelse af anmeldelser udelukkende ad elektronisk vej.

2.   De mekanismer, der er omhandlet i stk. 1, skal gøre det lettere at indgive tilstrækkelig præcise og underbyggede anmeldelser. Med henblik herpå træffer udbyderne af oplagringstjenester de nødvendige foranstaltninger til at muliggøre og lette indgivelsen af anmeldelser, der skal indeholde alle følgende elementer:

a)

en tilstrækkelig underbygget begrundelse for, hvorfor den pågældende person eller enhed anser den pågældende information for at være ulovligt indhold

b)

en nøjagtig angivelse af den nøjagtige elektroniske adresse for den pågældende information, f.eks. den eller de nøjagtige URL'er, og om nødvendigt yderligere oplysninger, der gør det muligt at identificere det ulovlige indhold, alt efter typen af indhold og den specifikke type af oplagringstjeneste

c)

navn og e-mailadresse på den person eller enhed, der indgiver anmeldelsen, medmindre der er tale om information, som anses for at involvere en af de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 3-7 i direktiv 2011/93/EU

d)

en erklæring, hvori den person eller enhed, der indgiver anmeldelsen, bekræfter, at den pågældende i god tro mener, at oplysningerne og påstandene deri er nøjagtige og fuldstændige.

3.   De i denne artikel omhandlede anmeldelser anses for at tilvejebringe konkret kendskab med henblik på artikel 6 til den pågældende specifikke information, når de sætter en omhyggelig udbyder af oplagringstjenester i stand til at bestemme, hvori det ulovlige ved den pågældende aktivitet eller information består, uden først at måtte foretage en retlig undersøgelse.

4.   Hvis anmeldelsen indeholder elektroniske kontaktoplysninger på den person eller enhed, der har indgivet den, sender udbyderen af oplagringstjenester uden unødig forsinkelse en bekræftelse på modtagelsen af anmeldelsen til den pågældende person eller enhed.

5.   Udbyderen giver også uden unødig forsinkelse den pågældende person eller enhed meddelelse om sin beslutning vedrørende den information, som anmeldelsen vedrører, og informerer om mulighederne for at klage over den pågældende beslutning.

6.   Udbydere af oplagringstjenester behandler alle anmeldelser, som de modtager gennem de i stk. 1 omhandlede mekanismer, og træffer deres beslutning om den information, som anmeldelserne vedrører, rettidigt, omhyggeligt, uden forskelsbehandling og objektivt. Hvis de anvender automatiserede metoder til denne behandling eller beslutningstagning, medtager de oplysninger om en sådan anvendelse i den i stk. 5 omhandlede meddelelse.

Artikel 20

Internt klagebehandlingssystem

1.   Udbydere af onlineplatforme giver i en periode på mindst seks måneder efter den i dette stykke omhandlede beslutning tjenestemodtagerne, herunder enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse, adgang til et effektivt internt klagebehandlingssystem, som gør det muligt at indgive klager elektronisk og gratis over den beslutning, som udbyderen af onlineplatformen har truffet efter modtagelse af en anmeldelse, eller over følgende beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatformen på grundlag af, at informationen leveret af modtagerne udgør ulovligt indhold eller er i strid med platformens vilkår og betingelser:

a)

beslutninger om, hvorvidt adgangen til information skal fjernes eller hindres eller synligheden af dennes skal begrænses

b)

beslutninger om, hvorvidt ydelse af tjenesten til modtagerne helt eller delvis skal suspenderes eller bringes til ophør

c)

beslutninger om, hvorvidt modtagernes konto skal suspenderes eller lukkes

d)

beslutninger om, hvorvidt muligheden for kommercielt at udnytte den information, modtageren har leveret, skal suspenderes, bringes til ophør eller på anden måde begrænses.

2.   Den i denne artikels stk. 1 omhandlede periode på mindst seks måneder anses for at begynde den dag, hvor tjenestemodtageren bliver underrettet om beslutningen i overensstemmelse med artikel 16, stk. 5, eller artikel 17.

3.   Udbydere af onlineplatforme sikrer, at deres interne klagebehandlingssystemer er let tilgængelige, brugervenlige og giver mulighed for og letter indgivelsen af tilstrækkelig præcise og underbyggede klager.

4.   Udbydere af onlineplatforme behandler klager indgivet gennem deres interne klagebehandlingssystem rettidigt, omhyggeligt, objektivt og på ikkeforskelsbehandlende og ikkevilkårlig vis. Hvis en klage indeholder tilstrækkeligt grundlag for, at udbyderen af onlineplatformen kan antage, at dens beslutning om ikke at følge op på anmeldelsen savner begrundelse, eller at den information, klagen vedrører, ikke er ulovlig og ikke er i strid med platformens vilkår og betingelser eller indeholder information, der tyder på, at klagerens adfærd ikke berettiger til den trufne foranstaltning, omgør platformen uden unødig forsinkelse sin i stk. 1 omhandlede beslutning.

5.   Udbydere af onlineplatforme underretter uden unødig forsinkelse klagerne om deres begrundede beslutning om den information, klagen vedrører, og om muligheden for udenretslig tvistbilæggelse, jf. artikel 21, og andre tilgængelige klagemuligheder.

6.   Udbydere af onlineplatforme påser, at de beslutninger, der er omhandlet i stk. 5, træffes under tilsyn af behørigt kvalificeret personale, og ikke udelukkende på grundlag af automatiserede metoder.

Artikel 30

Erhvervsdrivendes sporbarhed

1.   Udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugerne mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, sikrer, at erhvervsdrivende kun kan anvende disse onlineplatforme til at fremme budskaber om eller udbyde produkter eller tjenester til forbrugere, som befinder sig i Unionen, hvis de forud for anvendelsen af deres tjenester til de pågældende formål har indhentet følgende oplysninger, hvis det er relevant for den erhvervsdrivende:

a)

navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse på den erhvervsdrivende

b)

en kopi af den erhvervsdrivendes identifikationsdokument eller enhver anden form for elektronisk identifikation som defineret i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (40)

c)

den erhvervsdrivendes betalingskontooplysninger

d)

hvis den erhvervsdrivende er optaget i et handelsregister eller et lignende offentligt register, det handelsregister, hvori den erhvervsdrivende er registreret, og vedkommendes registreringsnummer eller tilsvarende identifikationsmidler i dette register

e)

en selvcertificering fra den erhvervsdrivende, der forpligter sig til kun at udbyde produkter eller tjenester, der er i overensstemmelse med de gældende regler i EU-retten.

2.   Efter modtagelsen af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, og inden den pågældende erhvervsdrivende får tilladelse til at benytte dens tjenester, gør udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, ved brug af frit tilgængelige officielle onlinedatabaser eller onlinegrænseflader, der stilles til rådighed af en medlemsstat eller Unionen, eller gennem anmodninger til den erhvervsdrivende om at fremlægge dokumentation fra pålidelige kilder, sit bedste for at vurdere, om de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, litra a)-e), er pålidelige og fuldstændige. Med henblik på denne forordning er de erhvervsdrivende ansvarlige for, at de afgivne oplysninger er korrekte.

For så vidt angår erhvervsdrivende, der allerede anvender tjenester fra udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, til de i stk. 1 omhandlede formål den 17. februar 2024, gør udbyderne deres bedste for at indhente de anførte oplysninger fra de pågældende erhvervsdrivende inden for 12 måneder. Hvis de pågældende erhvervsdrivende ikke giver oplysningerne inden for denne frist, suspenderer udbyderne ydelsen af deres tjenester til de pågældende erhvervsdrivende, indtil de har givet alle oplysninger.

3.   Hvis udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, får tilstrækkelig mistanke om eller har grund til at tro, at nogen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger fra den pågældende erhvervsdrivende er unøjagtige, ufuldstændige eller ikkeajourførte, anmoder den pågældende udbyder den erhvervsdrivende om straks eller inden for den frist, der er fastsat i EU-retten og national ret, at afhjælpe situationen.

Hvis den erhvervsdrivende undlader at rette eller supplere disse oplysninger, suspenderer udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, hurtigt ydelsen af sin tjeneste til den pågældende erhvervsdrivende for så vidt angår udbuddet af produkter eller tjenester til forbrugere i Unionen, indtil anmodningen er efterkommet fuldt ud.

4.   Hvis en udbyder af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, nægter at tillade en erhvervsdrivende at anvende sin tjeneste i henhold til denne artikels stk. 1, eller suspenderer ydelsen heraf i henhold til denne artikels stk. 3, har den pågældende erhvervsdrivende, jf. dog artikel 4 i forordning (EU) 2019/1150, ret til at indgive en klage som omhandlet i nærværende forordnings artikel 20 og 21.

5.   Udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, lagrer de oplysninger, der er indhentet i henhold til stk. 1 og 2, på en sikker måde i en periode på seks måneder efter afslutningen af kontraktforholdet med den pågældende erhvervsdrivende. De sletter efterfølgende oplysningerne.

6.   Med forbehold af denne artikels stk. 2 videregiver udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, kun oplysningerne til tredjeparter, hvis dette kræves i henhold til gældende ret, herunder i forbindelse med de i artikel 10 omhandlede påbud og eventuelle påbud udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder eller Kommissionen med henblik på udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning.

7.   Udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, stiller de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, litra a), d) og e), til rådighed på sin onlineplatform for tjenestemodtagerne på en klar, lettilgængelig og forståelig måde. Disse oplysninger skal mindst være tilgængelige på onlineplatformens onlinegrænseflade, hvor oplysningerne om produktet eller tjenesten fremgår.

Artikel 40

Adgang til oplysninger og kontrol

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner giver koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at overvåge og vurdere overholdelsen af denne forordning, efter deres begrundede anmodning og inden for en rimelig frist som angivet i anmodningen.

2.   Koordinatorerne for digitale tjenester og Kommissionen anvender kun de oplysninger, der er tilgået i henhold til stk. 1, med henblik på at overvåge og vurdere overholdelsen af denne forordning, og tager behørigt hensyn til de berørte udbydere af meget store onlineplatformes eller af meget store onlinesøgemaskiners og tjenestemodtageres rettigheder og interesser, herunder beskyttelse af personoplysninger, beskyttelse af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder, og opretholdelse af deres tjenesters sikkerhed.

3.   Med henblik på stk. 1 redegør udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner efter anmodning fra enten koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen for udformningen, logikken, virkemåden og afprøvningen af deres algoritmiske systemer, herunder deres anbefalingssystemer.

4.   Efter begrundet anmodning fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet giver udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner inden for en rimelig frist som angivet i anmodningen kontrolunderlagte forskere, der opfylder kravene i denne artikels stk. 8, adgang til oplysninger alene med henblik på forskning, der bidrager til at afdække, identificere og afklare de i artikel 34, stk. 1, omhandlede systemiske risici i Unionen, og til vurderingen af tilstrækkeligheden, effektiviteten og indvirkningen af de risikobegrænsende foranstaltninger i henhold til artikel 35.

5.   Senest 15 dage efter modtagelsen af en anmodning som omhandlet i stk. 4 kan udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, om at ændre anmodningen, hvis de finder, at de ikke kan give adgang til de ønskede oplysninger af en af følgende to årsager:

a)

de har ikke adgang til oplysningerne

b)

hvis der gives adgang til oplysningerne, vil det medføre væsentlige sårbarheder i deres tjenestes sikkerhed eller beskyttelsen af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder.

6.   Anmodninger om ændring i henhold til stk. 5 skal indeholde forslag til en eller flere alternative måder, hvorpå der kan gives adgang til de ønskede oplysninger eller andre oplysninger, som er relevante og tilstrækkelige til formålet med anmodningen.

Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet træffer afgørelse om anmodningen om ændring inden for 15 dage og meddeler udbyderen af de meget store onlineplatforme eller af de meget store onlinesøgemaskiner sin afgørelse og i påkommende tilfælde den ændrede anmodning og den nye frist til at efterkomme anmodningen.

7.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner letter og giver adgang til oplysninger i henhold til stk. 1 og 4 via passende grænseflader, der specificeres i anmodningen, herunder onlinedatabaser eller applikationsprogrammeringsgrænseflader.

8.   På grundlag af en behørigt begrundet ansøgning fra forskere tildeler koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet sådanne forskere status som kontrolunderlagte forskere for den specifikke forskning, der er omhandlet i ansøgningen, og udsteder en begrundet anmodning om dataadgang til en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine i henhold til stk. 4, hvis forskerne dokumenterer, at de opfylder alle følgende betingelser:

a)

de er tilknyttet en forskningsinstitution som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv (EU) 2019/790

b)

de er uafhængige af kommercielle interesser

c)

deres ansøgning indeholder oplysninger om finansieringen af forskningen

d)

de er i stand til at opfylde de specifikke krav til datasikkerhed og fortrolighed, der er knyttet til den enkelte anmodning, og til at beskytte personoplysninger, og de beskriver i deres anmodning de relevante tekniske og organisatoriske foranstaltninger, de har truffet med henblik herpå

e)

deres ansøgning viser, at deres adgang til oplysningerne og de krævede tidsrammer, er nødvendige for og forholdsmæssige i forhold til formålet med deres forskning, og at de forventede resultater af denne forskning vil bidrage til de formål, der er fastsat i stk. 4

f)

de planlagte forskningsaktiviteter gennemføres med henblik på de i stk. 4 omhandlede formål

g)

de har forpligtet sig til at gøre deres forskningsresultater offentligt tilgængelige gratis inden for en rimelig frist efter færdiggørelsen af forskningen, under iagttagelse af de berørte tjenestemodtageres rettigheder og interesser i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679.

Efter modtagelse af ansøgningen i henhold til dette stykke underretter koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet Kommissionen og rådet.

9.   Forskere kan også indgive deres ansøgning til koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor den forskningsinstitution, de er tilknyttet, er etableret. Efter modtagelse af ansøgningen i henhold til dette stykke foretager koordinatoren for digitale tjenester en indledende vurdering af, om de respektive forskere opfylder alle betingelserne i stk. 8. Den respektive koordinator for digitale tjenester sender derefter ansøgningen sammen med den dokumentation, som de respektive forskere har indsendt, og den indledende vurdering til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet. Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet træffer afgørelse om at tildele en forsker statussen uden unødig forsinkelse.

Den endelige afgørelse om at tildele en forsker status som kontrolunderlagt forsker henhører under koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandets kompetence, jf. stk. 8, under behørig hensyntagen til den indledende vurdering.

10.   Koordinatoren for digitale tjenester, der tildelte status som kontrolunderlagt forsker og udstedte en begrundet anmodning om adgang til data til udbyderne af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner til fordel for en kontrolunderlagt forsker, træffer afgørelse om at bringe adgangen til ophør, hvis den efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger fra tredjeparter konstaterer, at den kontrolunderlagte forsker ikke længere opfylder betingelserne i stk. 8, og underretter den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om afgørelsen. Inden adgangen bringes til ophør, hører koordinatoren for digitale tjenester den kontrolunderlagte forsker om resultaterne af sin undersøgelse og om sin hensigt om at bringe adgangen til ophør.

11.   Koordinatorerne for digitale tjenester i etableringslandet skal meddele rådet navn og kontaktoplysninger på de fysiske personer eller enheder, som de i overensstemmelse med stk. 8 har tildelt status som kontrolunderlagt forsker, samt formålet med den forskning, i forbindelse med hvilken anmodningen blev fremsat, eller skal, hvis de har bragt adgangen til oplysninger til ophør i overensstemmelse med stk. 10, meddele denne oplysning til rådet.

12.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner giver uden unødig forsinkelse adgang til data, herunder realtidsdata, hvor det er teknisk muligt, forudsat at dataene er offentligt tilgængelige i deres onlinegrænseflade for forskere, herunder dem, der er tilknyttet nonprofitorganer, -organisationer og -foreninger, som opfylder betingelserne i stk. 8, litra b), c), d) og e), og som alene anvender dataene til forskning, der bidrager til at afdække, identificere og afklare systemiske risici i Unionen i henhold til artikel 34, stk. 1.

13.   Kommissionen vedtager efter høring af rådet delegerede retsakter, der supplerer denne forordning ved at fastsætte de tekniske betingelser, i henhold til hvilke udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner skal dele oplysninger i henhold til stk. 1 og 4, og de formål, hvortil oplysningerne kan anvendes. Disse delegerede retsakter fastsætter de specifikke betingelser, i henhold til hvilke sådan deling af oplysninger med forskere kan finde sted i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679, samt relevante objektive indikatorer, procedurer og om nødvendigt uafhængige rådgivningsmekanismer til støtte for deling af oplysninger under hensyntagen til de berørte udbydere af meget store onlineplatformes eller af meget store onlinesøgemaskiners og tjenestemodtageres rettigheder og interesser, herunder beskyttelsen af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder, og opretholdelse af sikkerheden i deres tjeneste.

Artikel 44

Standarder

1.   Kommissionen hører rådet og støtter og fremmer udviklingen og gennemførelsen af frivillige standarder fastsat af relevante europæiske og internationale standardiseringsorganer, herunder som minimum standarder for:

a)

elektronisk indgivelse af anmeldelser i henhold til artikel 16

b)

skabeloner, udformning og proces for kommunikation med tjenestemodtagerne på en brugervenlig måde om restriktioner som følge af vilkår og betingelser og ændringer heraf

c)

pålidelige indberetteres elektroniske indgivelse af anmeldelser i henhold til artikel 22, herunder via applikationsprogrammeringsgrænseflader

d)

specifikke grænseflader, herunder applikationsprogrammeringsgrænseflader, for at lette overholdelsen af forpligtelserne i artikel 39 og 40

e)

revision af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner i henhold til artikel 37

f)

interoperabilitet af de i artikel 39, stk. 2, omhandlede reklamedatabaser

g)

overførsel af data mellem reklameformidlere til støtte for gennemsigtighedsforpligtelser i henhold til artikel 26, stk. 1, litra b), c) og d)

h)

tekniske foranstaltninger med henblik på at gøre det muligt at overholde forpligtelserne vedrørende reklame i denne forordning, herunder forpligtelserne vedrørende fremtrædende markeringer af reklamer og kommerciel kommunikation som omhandlet i artikel 26

i)

valg af grænseflader og præsentation af oplysninger om de vigtigste parametre for forskellige typer anbefalingssystemer i overensstemmelse med artikel 27 og 38

j)

målrettede foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige online.

2.   Kommissionen støtter ajourføringen af standarderne under hensyntagen til den teknologiske udvikling og de pågældende tjenestemodtageres adfærd. De relevante oplysninger om ajourføringen af standarderne skal være offentligt tilgængelige og lettilgængelige.

Artikel 45

Adfærdskodekser

1.   Kommissionen og rådet tilskynder til og letter udarbejdelsen af frivillige adfærdskodekser på EU-plan, som skal bidrage til en korrekt anvendelse af denne forordning, navnlig under hensyntagen til de specifikke udfordringer i forbindelse med håndteringen af forskellige former for ulovligt indhold og systemiske risici i overensstemmelse med EU-retten om navnlig konkurrence og beskyttelse af personoplysninger.

2.   Hvis der opstår en væsentlig systemisk risiko som omhandlet i artikel 34, stk. 1, der vedrører flere meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner, kan Kommissionen opfordre udbyderne af de berørte meget store onlineplatforme eller udbyderne af de berørte meget store onlinesøgemaskiner og andre udbydere af meget store onlineplatforme, af meget store onlinesøgemaskiner, af onlineplatforme og af andre formidlingstjenester, alt efter hvad der er relevant, såvel som relevante kompetente myndigheder, civilsamfundsorganisationer og andre relevante interessenter til at deltage i udarbejdelsen af adfærdskodekser, herunder ved at fastsætte tilsagn om at træffe specifikke risikobegrænsende foranstaltninger og en ramme for regelmæssig rapportering om trufne foranstaltninger og resultaterne heraf.

3.   Ved gennemførelsen af stk. 1 og 2 tilstræber Kommissionen og rådet og, hvis det er relevant, andre organer at sikre, at adfærdskodeksernes specifikke formål fastsættes klart heri, og at de indeholder centrale resultatindikatorer til måling af opfyldelsen af disse formål, og at der tages behørigt hensyn til alle interesserede parters, navnlig borgernes, behov og interesser på EU-plan. Kommissionen og rådet tilstræber også at sikre, at deltagerne regelmæssigt aflægger rapport til Kommissionen og deres respektive koordinatorer for digitale tjenester i etableringslandet om alle trufne foranstaltninger og deres resultater målt i forhold til de centrale resultatindikatorer, som de indeholder. Centrale resultatindikatorer og rapporteringsforpligtelser skal tage hensyn til forskelle i størrelse og kapacitet mellem de forskellige deltagere.

4.   Kommissionen og rådet vurderer, om adfærdskodekserne opfylder målene i stk. 1 og 3, og overvåger og evaluerer regelmæssigt opfyldelsen af formålene under hensyntagen til de centrale resultatindikatorer, som de måtte indeholde. De offentliggør deres konklusioner.

Kommissionen og rådet tilskynder også til og letter regelmæssig revision og tilpasning af adfærdskodekserne.

I tilfælde af systematisk manglende overholdelse af adfærdskodekserne kan Kommissionen og rådet opfordre underskriverne af adfærdskodekserne til at iværksætte de nødvendige tiltag.

Artikel 46

Adfærdskodekser for onlinereklamer

1.   Kommissionen tilskynder til og letter udarbejdelsen af frivillige adfærdskodekser på EU-plan af udbydere af onlineplatforme og andre relevante tjenesteudbydere såsom udbydere af onlinereklameformidlingstjenester, andre aktører, der er involveret i værdikæden for programmatisk reklame, eller organisationer, der repræsenterer tjenestemodtagere og civilsamfundsorganisationer, eller relevante myndigheder for at bidrage til yderligere gennemsigtighed for aktører i værdikæden for onlinereklamer ud over kravene i artikel 26 og 39.

2.   Kommissionen bestræber sig på at sikre, at der i adfærdskodekserne tilstræbes en effektiv videregivelse af oplysninger, der fuldt ud respekterer alle involverede parters rettigheder og interesser og et konkurrencepræget, gennemsigtigt og retfærdigt miljø for onlinereklamer i overensstemmelse med EU-retten og national ret, navnlig om konkurrence og beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger. Kommissionen bestræber sig på at sikre, at adfærdskodekserne som minimum omfatter:

a)

videregivelse af oplysninger, som udbydere af onlinereklameformidlingstjenester er i besiddelse af, til tjenestemodtagerne vedrørende kravene i artikel 26, stk. 1, litra b), c) og d)

b)

videregivelse af oplysninger, som udbydere af onlinereklameformidlingstjenester er i besiddelse af, til databaser i henhold til artikel 39

c)

meningsfulde oplysninger om kommerciel udnyttelse af data.

3.   Kommissionen tilskynder til udarbejdelse af adfærdskodekser senest den 18. februar 2025 og til deres anvendelse senest den 18. august 2025.

4.   Kommissionen tilskynder alle aktører i den i stk. 1 omhandlede værdikæde for onlinereklamer til at godkende forpligtelserne i adfærdskodekserne og til at overholde dem.

Artikel 47

Adfærdskodekser for tilgængelighed

1.   Kommissionen tilskynder til og letter udarbejdelsen af adfærdskodekser på EU-plan med deltagelse af udbydere af onlineplatforme og andre relevante tjenesteudbydere, organisationer, der repræsenterer tjenestemodtagere og civilsamfundsorganisationer eller relevante myndigheder for at fremme fuld og effektiv lige deltagelse ved at forbedre adgangen til onlinetjenester, der gennem deres oprindelige udformning eller efterfølgende tilpasning imødekommer de særlige behov hos personer med handicap.

2.   Kommissionen bestræber sig på at sikre, at adfærdskodekserne forfølger målet om at sikre, at de pågældende tjenester er tilgængelige i overensstemmelse med EU-retten og national ret med henblik på at maksimere personer med handicaps forventede anvendelse af dem. Kommissionen bestræber sig på at sikre, at adfærdskodekserne som minimum omfatter følgende mål:

a)

udforme og tilpasse tjenester, så de gøres tilgængelige for personer med handicap, ved at gøre dem opfattelige, anvendelige, forståelige og robuste

b)

forklare, hvordan tjenesterne opfylder de gældende tilgængelighedskrav, og offentliggøre disse oplysninger på en måde, så de er tilgængelige for personer med handicap

c)

gøre oplysninger, formularer og foranstaltninger, der leveres i henhold til denne forordning, tilgængelige på en sådan måde, at de er lette at finde, letforståelige og tilgængelige for personer med handicap.

3.   Kommissionen tilskynder til udarbejdelse af adfærdskodekser senest den 18. februar 2025 og til deres anvendelse senest den 18. august 2025.

Artikel 48

Kriseprotokoller

1.   Rådet kan anbefale, at Kommissionen i overensstemmelse med stk. 2, 3 og 4 iværksætter udarbejdelsen af frivillige kriseprotokoller til håndtering af krisesituationer. Disse situationer er strengt begrænset til ekstraordinære omstændigheder, som påvirker den offentlige sikkerhed eller folkesundheden.

2.   Kommissionen tilskynder til og letter deltagelsen af udbyderne af meget store onlineplatforme, af meget store onlinesøgemaskiner og, hvor det er relevant, udbyderne af andre onlineplatforme eller af andre onlinesøgemaskiner i udarbejdelsen, afprøvningen og anvendelsen af disse kriseprotokoller. Kommissionen bestræber sig på at sikre, at disse kriseprotokoller omfatter en eller flere af følgende foranstaltninger:

a)

fremtrædende visning af information om krisesituationen leveret af medlemsstaternes myndigheder eller på EU-plan eller, alt afhængigt af krisens kontekst, af andre relevante pålidelige organer

b)

sikring af, at udbyderen af formidlingstjenester udpeger et særligt kontaktpunkt for krisestyring. Hvis det er relevant, kan dette være det elektroniske kontaktpunkt, der er omhandlet i artikel 11, eller, for så vidt angår udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, den compliancerådgiver, der er omhandlet i artikel 41

c)

hvor det er relevant, tilpasning af de ressourcer, der er afsat til overholdelse af forpligtelserne i artikel 16, 20, 22, 23 og 35, til de behov, der er opstået som følge af krisesituationen.

3.   Kommissionen inddrager, hvor det er relevant, medlemsstaternes myndigheder og kan også inddrage EU-organer, -kontorer og -agenturer i udarbejdelsen, afprøvningen og overvågningen af anvendelsen af kriseprotokollerne. Kommissionen kan, hvor det er nødvendigt og relevant, også inddrage civilsamfundsorganisationer eller andre relevante organisationer i udarbejdelsen af kriseprotokollerne.

4.   Kommissionen bestræber sig på at sikre, at følgende er klart fastsat i kriseprotokollerne:

a)

de specifikke parametre til bestemmelse af, hvad der udgør den specifikke ekstraordinære omstændighed, som kriseprotokollen har til formål at afhjælpe, og de mål, den forfølger

b)

de enkelte deltageres rolle og de foranstaltninger, de skal iværksætte under forberedelsen, og når kriseprotokollen er blevet aktiveret

c)

en klar procedure for bestemmelse af, hvornår kriseprotokollen skal aktiveres

d)

en klar procedure for bestemmelse af den periode, hvori de foranstaltninger, der skal træffes, når kriseprotokollen er blevet aktiveret, skal træffes, der skal være strengt begrænset til, hvad der er nødvendigt for at håndtere de pågældende specifikke ekstraordinære omstændigheder

e)

garantier til imødegåelse af eventuelle negative virkninger for udøvelsen af de grundlæggende rettigheder nedfældet i chartret, navnlig ytrings- og informationsfriheden og retten til ikkeforskelsbehandling

f)

en procedure for offentlig rapportering om alle trufne foranstaltninger og deres varighed og resultater, når krisen er ovre.

5.   Hvis Kommissionen finder, at en kriseprotokol ikke effektivt afhjælper krisesituationen eller sikrer udøvelsen af de grundlæggende rettigheder, jf. stk. 4, litra e), anmoder den deltagerne om at revidere kriseprotokollen, herunder ved at træffe yderligere foranstaltninger.

KAPITEL IV

GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

AFDELING 1

Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester


whereas









keyboard_arrow_down