keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

1.   Udbydere af formidlingstjenester, der ikke er etableret i Unionen, men som udbyder tjenester i Unionen, udpeger skriftligt en juridisk eller fysisk person til at være deres retlige repræsentant i en af de medlemsstater, hvor de udbyder deres tjenester.

2.   Udbydere af formidlingstjenester bemyndiger deres retlige repræsentanter til at modtage henvendelser ud over eller i stedet for sådanne udbydere fra medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og rådet i forbindelse med alle spørgsmål, der er nødvendige for modtagelsen, overholdelsen og håndhævelsen af afgørelser, som er udstedt i forbindelse med denne forordning. Udbydere af formidlingstjenester giver deres retlige repræsentant de nødvendige beføjelser og tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at de er i stand til at samarbejde effektivt og rettidigt med medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og rådet og efterleve sådanne afgørelser.

3.   Den udpegede retlige repræsentant skal kunne drages til ansvar for manglende overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne forordning, uden at det berører udbyderen af formidlingstjenesters ansvar og de retlige skridt, der vil kunne indledes over for denne.

4.   Udbydere af formidlingstjenester meddeler navn, postadresse, e-mailadresse og telefonnummer på deres retlige repræsentant til koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor denne retlige repræsentant er bosiddende eller etableret. De påser, at disse oplysninger er offentligt tilgængelige, lettilgængelige, nøjagtige og ajourførte.

5.   Udpegningen af en retlig repræsentant i Unionen i henhold til stk. 1 udgør ikke en etablering i Unionen.

1.   Udbydere af formidlingstjenester medtager oplysninger om de begrænsninger, som de måtte pålægge brugen af deres tjenester med hensyn til information leveret af tjenestemodtagerne, i deres vilkår og betingelser. Disse oplysninger skal omfatte oplysninger om politikker, procedurer, foranstaltninger og værktøjer, der anvendes med henblik på indholdsmoderation, herunder algoritmisk beslutningstagning og menneskelig gennemgang, samt reglerne for deres interne klagebehandlingssystem. De skal affattes i et klart, almindeligt, forståeligt, brugervenligt og utvetydigt sprog og være offentligt tilgængelige i et lettilgængeligt og maskinlæsbart format.

2.   Udbydere af formidlingstjenester skal underrette tjenestemodtagerne om alle væsentlige ændringer af gældende vilkår og betingelser.

3.   Hvis en formidlingstjeneste primært er rettet mod mindreårige eller hovedsagelig anvendes af denne aldersgruppe, skal udbyderen af denne formidlingstjeneste forklare betingelserne for og enhver begrænsning af brugen af tjenesten på en måde, som mindreårige kan forstå.

4.   Udbydere af formidlingstjenester handler med omhu og på en objektiv og forholdsmæssigt afpasset måde ved anvendelsen og håndhævelsen af de begrænsninger, der er omhandlet i stk. 1, under behørig hensyntagen til alle involverede parters rettigheder og legitime interesser, herunder tjenestemodtagernes grundlæggende rettigheder såsom ytringsfrihed, mediefrihed og -pluralisme og andre grundlæggende rettigheder og friheder som fastsat i chartret.

5.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner skal give tjenestemodtagerne et kortfattet, lettilgængeligt og maskinlæsbart sammendrag af gældende vilkår og betingelser, herunder de mulige retsmidler og klagemekanismer, affattet i klart og utvetydigt sprog.

6.   Meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner i den i artikel 33 anvendte betydning skal offentliggøre deres vilkår og betingelser på de officielle sprog i alle de medlemsstater, hvor de udbyder deres tjenester.

1.   Tjenestemodtagere, herunder enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser, til hvem de i artikel 20, stk. 1, omhandlede beslutninger er adresseret, kan vælge ethvert udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 3, med henblik på at bilægge tvister vedrørende disse beslutninger, herunder klager, som ikke er blevet løst ved hjælp af det i nævnte artikel omhandlede interne klagebehandlingssystem.

Udbydere af onlineplatforme sikrer, at oplysninger om tjenestemodtagernes mulighed for adgang til et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan er let tilgængelige på deres onlinegrænseflade, klare og brugervenlige.

Første afsnit berører ikke den berørte tjenestemodtagers ret til på ethvert tidspunkt at anlægge sag for at bestride beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatforme ved en domstol i overensstemmelse med gældende ret.

2.   Begge parter skal samarbejde i god tro med det udvalgte certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan med henblik på at bilægge tvisten.

Udbydere af onlineplatforme kan nægte at deltage i proceduren ved et sådant udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, hvis en tvist allerede er blevet løst vedrørende de samme oplysninger og det samme grundlag for påstået ulovlighed eller uforenelighed af indholdet.

Det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan har ikke beføjelse til at pålægge parterne en bindende tvistbilæggelse.

3.   Koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor det udenretslige tvistbilæggelsesorgan er etableret, certificerer for en periode på maksimalt fem år, der kan forlænges, organet efter dets anmodning, hvis organet har godtgjort, at det opfylder alle følgende betingelser:

Koordinatoren for digitale tjenester anfører i påkommende tilfælde i certifikatet:

4.   Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer aflægger årligt rapport til koordinatoren for digitale tjenester om deres virke, med angivelse af som minimum antallet af forelagte tvister, oplysninger om udfaldet af disse tvister, den gennemsnitlige tid, det tog at løse dem, og eventuelle mangler eller vanskeligheder. De afgiver yderligere oplysninger efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester.

Koordinatorerne for digitale tjenester udarbejder hvert andet år en rapport om, hvordan de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret, fungerer. Rapporten skal navnlig:

De certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal forelægge deres beslutninger for sagsparterne inden for en rimelig periode og ikke mere end 90 kalenderdage efter datoen for det certificerede organ fik forelagt klagesagen. I tilfælde af meget komplekse tvister kan det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan efter eget skøn forlænge fristen på 90 kalenderdage med en yderligere varighed på ikke over 90 dage, så den samlede varighed ikke overstiger 180 dage.

5.   Hvis det udenretslige tvistbilæggelsesorgan træffer afgørelse om tvisten til fordel for tjenestemodtageren, herunder den enkeltperson eller enhed, der har indgivet en anmeldelse, afholder udbyderen af onlineplatformen alle gebyrer, som organet for udenretslig tvistbilæggelse opkræver, og godtgør den pågældende modtager, herunder enkeltpersonen eller enheden, eventuelle andre rimelige udgifter, som denne har måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis organet for udenretslig tvistbilæggelse afgør tvisten til fordel for udbyderen af onlineplatformen, skal tjenestemodtageren, herunder enkeltpersonen eller enheden, ikke godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som udbyderen af onlineplatformen har betalt eller skal betale i forbindelse med tvistbilæggelsen, medmindre det udenretslige tvistbilæggelsesorgan finder, at den pågældende modtager åbenlyst har handlet i ond tro.

De gebyrer, som organet opkræver udbyderne af onlineplatforme for tvistbilæggelsen, skal være rimelige og må under ingen omstændigheder overstige organets omkostninger. For modtagere af tjenesten bør tvistbilæggelsen være gratis tilgængelig eller tilgængelig mod et gebyr af symbolsk størrelse.

Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal oplyse de berørte tjenestemodtagere, herunder de enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse, og udbyderen af den berørte onlineplatform om gebyrerne eller de mekanismer, der anvendes til at fastsætte gebyrerne, inden de indleder i tvistbilæggelsen.

6.   Medlemsstaterne kan oprette udenretslige tvistbilæggelsesorganer med henblik på stk. 1 eller støtte aktiviteterne i en række af eller i alle de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3.

Medlemsstaterne sikrer, at ingen af deres aktiviteter udført i henhold til første afsnit påvirker deres koordinatorer for digitale tjenesters mulighed for at certificere de pågældende organer i overensstemmelse med stk. 3.

7.   En koordinator for digitale tjenester, der har certificeret et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, tilbagekalder denne certificering, hvis koordinatoren efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget af tredjeparter fastslår, at organet for udenretslig tvistbilæggelse ikke længere opfylder betingelserne i stk. 3. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende certificering giver koordinatoren for digitale tjenester det pågældende organ mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde det udenretslige tvistbilæggelsesorgans certificering.

8.   Koordinatorerne for digitale tjenester underretter Kommissionen om de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3, herunder i påkommende tilfælde om de specifikationer, der er omhandlet i nævnte stykkes andet afsnit, samt de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, hvis certificering de har tilbagekaldt. Kommissionen offentliggør en liste over disse organer, herunder over disse specifikationer, på et særligt websted, der er lettilgængeligt, og holder den ajour.

9.   Denne artikel berører ikke direktiv 2013/11/EU og procedurer for alternativ tvistbilæggelse og instanser for forbrugere, der er etableret i henhold til nævnte direktiv.

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner identificerer, analyserer og vurderer omhyggeligt alle systemiske risici i Unionen, der udspringer af udformningen eller virkemåden af deres tjeneste og dens relaterede systemer, herunder algoritmesystemer, eller af brugen af deres tjenester.

De foretager risikovurderingerne senest på anvendelsesdatoen som fastsat i artikel 33, stk. 6, andet afsnit, og mindst én gang hvert år derefter og under alle omstændigheder forud for ibrugtagningen af funktionaliteter, som sandsynligvis vil have en kritisk indvirkning på de risici, der er identificeret i henhold til nærværende artikel. Denne risikovurdering skal være specifik for deres tjenester og stå i rimeligt forhold til de systemiske risici under hensyntagen til, hvor alvorlige og sandsynlige de er, og omfatter følgende systemiske risici:

2.   Ved risikovurderinger tager udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner navnlig hensyn til, om og hvordan følgende faktorer påvirker de i stk. 1 omhandlede systemiske risici:

Vurderingerne skal også indeholde en analyse af, om og hvordan risiciene i henhold til stk. 1 påvirkes af bevidst manipulation af deres tjeneste, herunder ved ikkeautentisk brug eller automatiseret udnyttelse af tjenesten, samt forstærkningen og den potentielt hurtige og brede udbredelse af ulovligt indhold og af information, der er i strid med deres vilkår og betingelser.

Vurderingen skal tage hensyn til særlige regionale eller sproglige aspekter, herunder når de er specifikke for en medlemsstat.

3.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner opbevarer støttedokumenterne vedrørende risikovurderingerne i mindst tre år efter gennemførelsen af risikovurderingerne og efter anmodning sende dem til Kommissionen og koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet.

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner indfører rimelige, forholdsmæssige og effektive afbødende foranstaltninger, som er skræddersyet til de specifikke systemiske risici, der er identificeret i henhold til artikel 34, under særlig hensyntagen til sådanne foranstaltningers indvirkning på grundlæggende rettigheder. Sådanne foranstaltninger kan, hvor det er relevant, omfatte:

2.   Rådet offentliggør i samarbejde med Kommissionen omfattende rapporter én gang om året. Rapporterne skal indeholde følgende:

Disse rapporter præsenterer systemiske risici opdelt efter den medlemsstat, hvor de optrådte, og i Unionen som helhed, alt efter hvad der er relevant.

3.   Kommissionen kan i samarbejde med koordinatorerne for digitale tjenester udstede retningslinjer for anvendelsen af stk. 1 i forbindelse med specifikke risici, navnlig med henblik på at præsentere bedste praksis og anbefale mulige foranstaltninger under behørig hensyntagen til de mulige konsekvenser af foranstaltningerne for alle berørte parters grundlæggende rettigheder som nedfældet i chartret. I forbindelse med udarbejdelsen af disse retningslinjer afholder Kommissionen offentlige høringer.

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner underlægges uafhængige revisioner for egen regning mindst én gang om året med henblik på vurdering af overholdelsen af følgende:

2.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner samarbejder med og yder bistand til de organisationer, der udfører revisionerne i henhold til denne artikel, i det omfang det er nødvendigt for, at de kan foretage revisionerne effektivt og rettidigt, herunder ved at give dem adgang til alle relevante data og lokaler og ved at besvare mundtlige eller skriftlige spørgsmål. De afholder sig fra at hæmme, uretmæssigt at påvirke eller at undergrave udførelsen af revisionen.

Disse revisioner sikrer et passende niveau af fortrolighed og tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, der indhentes fra udbyderne af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner og tredjeparter i forbindelse med revisionerne, herunder efter at revisionerne er afsluttet. Opfyldelsen af dette krav må dog ikke være til skade for udførelsen af revisionerne og andre bestemmelser i denne forordning, navnlig bestemmelserne om gennemsigtighed, tilsyn og håndhævelse. Hvis det er nødvendigt af hensyn til rapporteringen vedrørende gennemsigtighed i henhold til artikel 42, stk. 4, ledsages revisionsrapporten og revisionsrapporten om gennemførelsen, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 4 og 6, af versioner, som ikke indeholder oplysninger, der med rimelighed kan betragtes som fortrolige.

3.   Revisioner, der udføres i henhold til stk. 1, udføres af organisationer, som:

4.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner sikrer, at de organisationer, der udfører revisionerne, udarbejder en revisionsrapport for hver revision. Denne rapport skal være skriftligt begrundet og skal som minimum indeholde følgende:

5.   Hvis den organisation, der udførte revisionen, ikke var i stand til at underlægge visse specifikke elementer revision eller afgive en revisionserklæring på grundlag af sine undersøgelser, skal revisionsrapporten indeholde en redegørelse for omstændighederne og årsagerne til, at disse elementer ikke kunne underlægges revision.

6.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, der modtager en revisionsrapport, som ikke er positiv, tager behørigt hensyn til de operationelle anbefalinger, der er adresseret til dem, således at de kan træffe de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre dem. De vedtager senest en måned efter modtagelsen af disse anbefalinger en revisionsrapport om gennemførelsen, hvori der redegøres for disse foranstaltninger. Hvis de ikke gennemfører de operationelle anbefalinger, begrunder de dette i revisionsrapporten om gennemførelsen og redegør for alternative foranstaltninger, som de har truffet for at afhjælpe identificerede tilfælde af manglende overholdelse.

7.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 87 med henblik på at supplere denne forordning ved at fastsætte de nødvendige regler for udførelsen af revisioner i henhold til denne artikel, navnlig for så vidt angår de nødvendige regler om proceduremæssige skridt, revisionsmetoder og rapporteringsskabeloner for de revisioner, der udføres i henhold til denne artikel. I disse delegerede retsakter skal der tages hensyn til eventuelle frivillige revisionsstandarder som omhandlet i artikel 44, stk. 1, litra e).

1.   Medlemsstaterne udpeger en eller flere kompetente myndigheder som ansvarlige for tilsynet med udbydere af formidlingstjenester og håndhævelsen af denne forordning (»kompetente myndigheder«).

2.   Medlemsstaterne udpeger en af de kompetente myndigheder som deres koordinator for digitale tjenester. Koordinatoren for digitale tjenester er ansvarlig for alle forhold vedrørende tilsynet med og håndhævelsen af denne forordning i denne medlemsstat, medmindre den pågældende medlemsstat har overdraget bestemte specifikke opgaver eller områder til andre kompetente myndigheder. Koordinatoren for digitale tjenester er under alle omstændigheder ansvarlig for at sikre koordineringen på nationalt plan af disse forhold og for at bidrage til et effektivt og konsekvent tilsyn med og en effektiv og konsekvent håndhævelse af denne forordning i hele Unionen.

Med henblik herpå samarbejder koordinatorerne for digitale tjenester med hinanden, andre nationale kompetente myndigheder, rådet og Kommissionen, uden at dette berører medlemsstaternes mulighed for at sikre samarbejdsmekanismer og en løbende udveksling af synspunkter mellem koordinatoren for digitale tjenester og andre nationale myndigheder, når det er relevant for udførelsen af deres respektive opgaver.

Hvis en medlemsstat udpeger en eller flere kompetente myndigheder ud over koordinatoren for digitale tjenester, sikrer den, at disse myndigheders og koordinatoren for digitale tjenesters respektive opgaver er klart defineret, og at de samarbejder tæt og effektivt under udførelsen af deres opgaver.

3.   Medlemsstaterne udpeger koordinatorerne for digitale tjenester senest den 17. Februar 2024.

Medlemsstaterne offentliggør og meddeler Kommissionen og rådet navnet på og kontaktoplysninger for deres kompetente myndighed, som er udpeget som koordinator for digitale tjenester. Den berørte medlemsstat meddeler Kommissionen og rådet navnet på de andre kompetente myndigheder, jf. stk. 2, og deres respektive opgaver.

4.   De bestemmelser i artikel 50, 51 og 56, der gælder for koordinatorer for digitale tjenester, gælder også for alle andre kompetente myndigheder, som medlemsstaterne udpeger i henhold til denne artikels stk. 1.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at deres koordinatorer for digitale tjenester udfører deres opgaver i henhold til denne forordning på en upartisk, gennemsigtigt og rettidigt måde. Medlemsstaterne sikrer, at deres koordinatorer for digitale tjenester har alle nødvendige ressourcer til at udføre deres opgaver, herunder tilstrækkelige tekniske og økonomiske ressourcer og tilstrækkeligt personale til at føre passende tilsyn med alle udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under deres kompetence. Hver medlemsstat sikrer, at dens koordinator for digitale tjenester har tilstrækkelig autonomi med hensyn til at forvalte sit budget inden for budgettets overordnede rammer for ikke at påvirke koordinatoren for digitale tjenesters uafhængighed negativt.

2.   Koordinatorerne for digitale tjenester handler i fuld uafhængighed under udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser i overensstemmelse med denne forordning. De skal være frie for al udefrakommende indflydelse, det være sig direkte eller indirekte, og må hverken søge eller modtage instrukser fra nogen anden offentlig myndighed eller nogen privat part.

3.   Denne artikels stk. 2 berører ikke de opgaver, der påhviler koordinatorerne for digitale tjenester i overvågnings- og håndhævelsessystemet som omhandlet i denne forordning, og samarbejdet med andre kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 49, stk. 2. Denne artikels stk. 2 forhindrer ikke udøvelse af domstolskontrol og berører heller ikke rimelige krav til ansvarlighed vedrørende koordinatorerne for digitale tjenesters generelle aktiviteter såsom finansiel udgiftsstyring eller rapportering til nationale parlamenter, forudsat at disse krav ikke underminerer opfyldelsen af denne forordnings mål.

1.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende undersøgelsesbeføjelser for så vidt angår den adfærd, der udvises af udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

2.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende håndhævelsesbeføjelser i forhold til udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

For så vidt angår første afsnit, litra c) og d), har koordinatorer for digitale tjenester også de håndhævelsesbeføjelser, der er fastsat i disse litraer, i forhold til de andre personer, der er omhandlet i stk. 1, i tilfælde af manglende overholdelse af et af de påbud, der er udstedt til dem i henhold til nævnte stykke. De udøver kun disse håndhævelsesbeføjelser efter rettidigt at have givet disse andre personer alle relevante oplysninger vedrørende sådanne påbud, herunder om den gældende tidsperiode, de bøder eller tvangsbøder, der kan pålægges for manglende overholdelse, og klagemuligheder.

3.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, har koordinatorer for digitale tjenester i forhold til udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under deres medlemsstaters kompetence, hvis alle andre beføjelser i henhold til denne artikel til at bringe en overtrædelse til ophør er udtømt, og overtrædelsen ikke er blevet afhjulpet eller varer ved og forvolder alvorlig skade, der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, også beføjelse til at træffe følgende foranstaltninger:

Medmindre koordinatoren for digitale tjenester handler på Kommissionens anmodning, jf. artikel 82, opfordrer koordinatoren forud for fremsendelsen af den i dette stykkes første afsnit, litra b), omhandlede anmodning interesserede parter til at fremsætte skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst to uger og redegør i denne forbindelse for de foranstaltninger, koordinatoren har til hensigt at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte adressater. Udbyderen af formidlingstjenester, den eller de tiltænkte adressater og enhver anden tredjepart, der godtgør en legitim interesse, har ret til at deltage i proceduren ved den kompetente judicielle myndighed. Enhver påbudt foranstaltning skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsens art, grovhed, gentagne karakter og varighed uden unødigt at begrænse adgang til lovlig information for de berørte tjenestemodtagere.

Begrænsningen af adgangen gælder for en periode på fire uger, men de kompetente judicielle myndigheder kan i påbuddet give koordinatoren for digitale tjenester mulighed for at forlænge denne periode med yderligere perioder af samme længde, idet det maksimale antal forlængelser fastsættes af den pågældende judicielle myndighed. Koordinatoren for digitale tjenester forlænger kun perioden, hvis koordinatoren under hensyntagen til de rettigheder og interesser, som alle parter berørt af begrænsningen har, og alle relevante omstændigheder, herunder eventuelle oplysninger fra udbyderen af formidlingstjenester, adressaten eller adressaterne og enhver anden tredjepart, der har godtgjort en legitim interesse, finder, at begge følgende betingelser er opfyldt:

Hvis koordinatoren for digitale tjenester mener, at betingelserne i tredje afsnit, litra a) og b), er opfyldt, men ikke kan forlænge perioden yderligere i henhold til tredje afsnit, indgiver koordinatoren en ny anmodning til den kompetente judicielle myndighed, jf. første afsnit, litra b).

4.   De i stk. 1, 2 og 3 nævnte beføjelser berører ikke afdeling 3.

5.   De foranstaltninger, som koordinatorerne for digitale tjenester træffer som led i udøvelsen af deres beføjelser som anført i stk. 1, 2 og 3, skal være effektive, have afskrækkende virkning og stå i et rimeligt forhold til navnlig arten, grovheden, den gentagne karakter og varigheden af den overtrædelse eller formodede overtrædelse, som disse foranstaltninger vedrører, og i påkommende tilfælde til den pågældende formidlingstjenestes økonomiske, tekniske og operationelle kapacitet.

6.   Medlemsstaterne fastlægger specifikke regler og procedurer for udøvelsen af beføjelserne i henhold til stk. 1, 2 og 3 og sikrer, at enhver udøvelse af disse beføjelser er omfattet af tilstrækkelige garantier i gældende national ret i overensstemmelse med chartret og EU-rettens almindelige principper. Disse foranstaltninger må navnlig kun træffes under hensyntagen til retten til respekt for privatliv og retten til forsvar, herunder retten til at blive hørt og retten til aktindsigt, og med forbehold af alle berørte parters ret til adgang til effektive retsmidler.

1.   Den medlemsstat, hvor udbyderen af formidlingstjenesters hovedforretningssted er beliggende, har enekompetence med hensyn til tilsyn med og håndhævelse af denne forordning med undtagelse af de kompetencer, der er omhandlet i stk. 2, 3 og 4.

2.   Kommissionen har enekompetence med hensyn til tilsyn og håndhævelse af kapitel III, afdeling 5.

3.   Kommissionen har beføjelse til at føre tilsyn med og håndhæve denne forordning, ud over de bestemmelser, der er fastsat i kapitel III, afdeling 5, i denne forordning, hvad angår udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner.

4.   Hvis Kommissionen ikke har indledt en procedure for den samme overtrædelse, har den medlemsstat, hvor hovedforretningsstedet for udbyderen af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner er beliggende, beføjelse til at føre tilsyn med og håndhæve forpligtelserne efter denne forordning, bortset fra dem, der er fastsat i kapitel III, afdeling 5, med hensyn til disse udbydere.

5.   Medlemsstaterne og Kommissionen skal føre tilsyn med og håndhæve denne forordnings bestemmelser i tæt samarbejde.

6.   Hvis en udbyder af formidlingstjenester ikke er etableret i Unionen, har den medlemsstat, hvor den pågældendes retlige repræsentant er bosiddende eller etableret, eller Kommissionen, alt efter hvad der er relevant, beføjelse til, i overensstemmelse med denne artikels stk. 1 og 4, at føre tilsyn med og håndhæve de relevante forpligtelser i denne forordning.

7.   Hvis en udbyder af formidlingstjenester undlader at udpege en retlig repræsentant i overensstemmelse med artikel 13, har alle medlemsstater og, hvis der er tale om en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine, Kommissionen beføjelser til tilsyn og håndhævelse i henhold til denne artikel.

Hvis en koordinator for digitale tjenester agter at udøve sine beføjelser i henhold til dette stykke, underretter den alle andre koordinatorer for digitale tjenester og Kommissionen og sikrer, at de gældende garantier, som chartret giver, respekteres, navnlig med henblik på at undgå, at den samme adfærd straffes mere end én gang for overtrædelse af de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning. Hvis Kommissionen agter at udøve sine beføjelser i henhold til dette stykke, underretter den alle andre koordinatorer for digitale tjenester herom. Efter underretningen i henhold til dette stykke må andre medlemsstaters kompetente myndigheder ikke indlede procedurer for samme adfærd som den, der er omhandlet i underretningen.

1.   Medmindre Kommissionen har indledt en undersøgelse af den samme påståede overtrædelse, kan en koordinator for digitale tjenester i destinationslandet, der har begrundet mistanke om, at en udbyder af en formidlingstjeneste har overtrådt denne forordning på en måde, der negativt påvirker tjenestemodtagerne i den medlemsstat, hvor denne koordinator for digitale tjenester er etableret, anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet om at vurdere sagen og træffe de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger for at sikre, at denne forordning overholdes.

2.   Medmindre Kommissionen har indledt en undersøgelse for den samme påståede overtrædelse og efter anmodning fra mindst tre koordinatorer for digitale tjenester i destinationslandet, der har begrundet mistanke om, at en specifik udbyder af formidlingstjenester har overtrådt denne forordning på en måde, der negativt påvirker tjenestemodtagere i deres medlemsstater, kan rådet anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet om at vurdere forholdet og træffe de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger for at sikre, at denne forordning overholdes.

3.   En anmodning i henhold til stk. 1 eller 2 skal være behørigt begrundet og skal som minimum angive:

4.   Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet tager videst muligt hensyn til anmodningen i henhold til denne artikels stk. 1 eller 2. Hvis koordinatoren ikke mener, at den har tilstrækkelige oplysninger til at følge op på anmodningen, og har grund til at mene, at den anmodende koordinator for digitale tjenester eller rådet kan give yderligere oplysninger, kan koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet enten anmode om sådanne oplysninger i overensstemmelse med artikel 57 eller alternativt indlede en fælles undersøgelse i henhold til artikel 60, stk. 1, der som minimum omfatter den anmodende koordinator for digitale tjenester. Den i denne artikels stk. 5 fastsatte frist suspenderes, indtil disse yderligere oplysninger er blevet forelagt, eller indtil opfordringen til at deltage i den fælles undersøgelse er blevet afslået.

5.   Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet giver uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen i henhold til stk. 1 eller 2 den anmodende koordinator for digitale tjenester og rådet meddelelse om vurderingen af den formodede overtrædelse og om eventuelle undersøgelses- eller håndhævelsesforanstaltninger, der er truffet eller påtænkes i forbindelse hermed for at sikre, at denne forordning overholdes.

1.   Hvis der ikke foreligger en meddelelse inden for den frist, der er fastsat i artikel 58, stk. 5, hvis rådet er uenigt i vurderingen eller i de foranstaltninger, der er truffet eller påtænkes truffet i henhold til artikel 58, stk. 5, eller i de i artikel 60, stk. 3, omhandlede tilfælde, kan rådet henvise sagen til Kommissionen med alle relevante oplysninger. Disse oplysninger skal som minimum omfatte den anmodning eller henstilling, der er fremsendt til koordinatorerne for digitale tjenester i etableringslandet, koordinatoren for digitale tjenesters vurdering, begrundelsen for uenigheden og eventuelle yderligere oplysninger til støtte for henvisningen.

2.   Kommissionen vurderer sagen senest to måneder efter henvisningen af sagen i henhold til stk. 1 efter høring af koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet.

3.   Hvis Kommissionen i henhold til denne artikels stk. 2 finder, at vurderingen eller de undersøgelses- eller håndhævelsesforanstaltninger, der er truffet eller påtænkes i henhold til artikel 58, stk. 5, ikke er tilstrækkelige til at sikre en effektiv håndhævelse eller på anden måde er uforenelig med denne forordning, meddeler den koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og rådet sine synspunkter og anmoder koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet om at tage sagen under fornyet behandling.

Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet træffer de nødvendige undersøgelses- eller håndhævelsesforanstaltninger for at sikre overholdelse af denne forordning under størst mulig hensyntagen til Kommissionens synspunkter og anmodning om fornyet behandling. Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet underretter Kommissionen samt den anmodende koordinator for digitale tjenester eller rådet, der har truffet foranstaltninger i henhold til artikel 58, stk. 1 eller 2, om de foranstaltninger, der er truffet, senest to måneder efter anmodningen om fornyet behandling.

1.   Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet kan indlede og lede fælles undersøgelser med deltagelse af en eller flere andre berørte koordinatorer for digitale tjenester:

2.   Enhver koordinator for digitale tjenester, der påviser at have en legitim interesse i at deltage i en fælles undersøgelse i henhold til stk. 1, kan anmode herom. Den fælles undersøgelse skal afsluttes senest tre måneder efter, at den er indledt, medmindre andet aftales mellem deltagerne.

Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet skal meddele sin foreløbige holdning til den påståede overtrædelse senest en måned efter udløbet af den frist, der er omhandlet i første afsnit, til alle koordinatorer for digitale tjenester, Kommissionen og rådet. Den foreløbige holdning skal tage hensyn til de synspunkter, som alle andre koordinatorer for digitale tjenester, der deltager i den fælles undersøgelse, har givet udtryk for. Hvor det er relevant, skal den foreløbige holdning også angive de påtænkte håndhævelsesforanstaltninger.

3.   Rådet kan henvise sagen til Kommissionen i henhold til artikel 59, hvis:

4.   I forbindelse med gennemførelsen af den fælles undersøgelse skal de deltagende koordinatorer for digitale tjenester samarbejde i god tro under hensyntagen, hvor det er relevant, til indikationerne fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og rådets henstilling. De koordinatorer for digitale tjenester i destinationen, der deltager i den fælles undersøgelse, har ret til, efter anmodning fra eller efter høring af koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, at udøve deres undersøgelsesbeføjelser som omhandlet i artikel 51, stk. 1, over for de udbydere af formidlingstjenester, der er berørt af den påståede overtrædelse, for så vidt angår oplysninger og lokaler, der befinder sig på deres område.

1.   Rådet sammensættes af koordinatorer for digitale tjenester, som repræsenteres af højtstående embedsmænd. Én eller flere medlemsstaters undladelse af at udpege en koordinator for digitale tjenester forhindrer ikke rådet i at udøve sine opgaver i medfør af denne forordning. Hvis det er foreskrevet i national ret, kan andre kompetente myndigheder, der har fået overdraget et specifikt operationelt ansvar for anvendelsen og håndhævelsen af denne forordning sammen med koordinatoren for digitale tjenester, deltage i rådet. Andre nationale myndigheder kan indbydes til møderne, hvis de drøftede spørgsmål er relevante for dem.

2.   Rådets formandskab varetages af Kommissionen. Kommissionen indkalder til møderne og udarbejder dagsordenen i overensstemmelse med rådets opgaver i henhold til denne forordning og dets forretningsorden. Når rådet anmodes om at vedtage en henstilling i henhold til denne forordning, skal det straks stille anmodningen til rådighed for andre koordinatorer for digitale tjenester via det informationsudvekslingssystem, der er fastsat i artikel 85.

3.   Hver medlemsstat har én stemme. Kommissionen har ikke stemmeret.

Rådet vedtager sine afgørelser med simpelt flertal. Ved vedtagelsen af en henstilling til Kommissionen som omhandlet i artikel 36, stk. 1, første afsnit, skal rådet stemme inden for 48 timer efter anmodningen fra formanden for rådet.

4.   Kommissionen yder administrativ og analytisk støtte til rådets aktiviteter i henhold til denne forordning.

5.   Rådet kan indbyde eksperter og observatører til at deltage i møderne og kan samarbejde med andre EU-organer, -kontorer, -agenturer og rådgivende grupper og med eksterne eksperter, hvor dette er relevant. Rådet offentliggør resultaterne af dette samarbejde.

6.   Rådet kan høre interesserede parter og skal i så fald offentliggøre resultaterne af en sådan høring.

7.   Rådet vedtager sin forretningsorden med Kommissionens samtykke.

1.   Hvis det er nødvendigt for at nå de mål, der er fastsat i artikel 61, stk. 2, skal rådet navnlig:

2.   Koordinatorer for digitale tjenester og i givet fald andre nationale kompetente myndigheder, som ikke følger de udtalelser, anmodninger eller henstillinger, som rådet har adresseret til dem, skal begrunde dette valg, herunder redegøre for de undersøgelser, tiltag og foranstaltninger, som de har iværksat, i forbindelse med rapporteringen i henhold til denne forordning eller i forbindelse med vedtagelsen af de pågældende afgørelser, alt efter hvad der er relevant.

1.   Med henblik på at undersøge, om udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner overholder de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, kan Kommissionen udøve de undersøgelsesbeføjelser, der er fastsat i denne afdeling, selv inden den indleder en procedure i henhold til artikel 66, stk. 2. Den kan udøve disse beføjelser på eget initiativ eller efter en anmodning i henhold til denne artikels stk. 2.

2.   Hvis en koordinator for digitale tjenester har begrundet mistanke om, at en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine har overtrådt bestemmelserne i kapitel III, afdeling 5, eller systematisk har overtrådt en eller flere af bestemmelserne i denne forordning på en måde, der i alvorlig grad påvirker tjenestemodtagere i dens medlemsstat, kan koordinatoren gennem det i artikel 85 omhandlede informationsudvekslingssystem indgive en behørigt begrundet anmodning til Kommissionen om at vurdere sagen.

3.   En anmodning i henhold til stk. 2 skal være behørigt begrundet og som minimum indeholde følgende oplysninger:

1.   Kommissionen kan indlede en procedure med henblik på eventuel vedtagelse af afgørelser i henhold til artikel 73 og 74 vedrørende den pågældende adfærd udvist af udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, som Kommissionen mistænker for at have overtrådt en eller flere af bestemmelserne i denne forordning.

2.   Hvis Kommissionen beslutter at indlede en procedure i henhold til denne artikels stk. 1, underretter den alle koordinatorerne for digitale tjenester og rådet via det i artikel 85 omhandlede informationsudvekslingssystem samt den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine.

Koordinatorerne for digitale tjenester skal uden unødig forsinkelse efter at være blevet underrettet om indledningen af proceduren sende Kommissionen alle oplysninger, som de er i besiddelse af, om den pågældende overtrædelse.

Kommissionens indledning af en procedure i henhold til denne artikels stk. 1 indebærer, at koordinatoren for digitale tjenester eller enhver kompetent myndighed, hvor det er relevant, ikke længere har beføjelse til at føre tilsyn og håndhævelse som fastsat i denne forordning, jf. artikel 56, stk. 4.

3.   Ved udøvelsen af sine undersøgelsesbeføjelser i henhold til denne forordning kan Kommissionen anmode om individuel eller fælles støtte fra enhver koordinator for digitale tjenester, der er berørt af den formodede overtrædelse, herunder koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet. De koordinatorer for digitale tjenester, der har modtaget en sådan anmodning, og enhver anden kompetent myndighed, der er involveret af koordinatoren for digitale tjenester, skal samarbejde oprigtigt og rettidigt med Kommissionen og har ret til at udøve deres undersøgelsesbeføjelser som omhandlet i artikel 51, stk. 1, over for udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, der er tale om, med hensyn til oplysninger, personer og lokaler, der befinder sig på deres medlemsstats område, og i overensstemmelse med anmodningen.

4.   Kommissionen giver koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og rådet alle relevante oplysninger om udøvelsen af de beføjelser, der er omhandlet i artikel 67-72, og om sine foreløbige konklusioner i henhold til artikel 79, stk. 1. Rådet meddeler Kommissionen sin holdning til de foreløbige konklusioner inden for den frist, der fastsættes i henhold til artikel 79, stk. 2. Kommissionen skal tage videst muligt hensyn til enhver af rådets holdninger i sin endelige afgørelse.

1.   Senest den 18. februar 2027 evaluerer Kommissionen denne forordnings potentielle indvirkning på udviklingen og den økonomiske vækst i små og mellemstore virksomheder og aflægger rapport herom til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

Senest den 17. november 2025 evaluerer Kommissionen nedenstående spørgsmål og aflægger rapport herom til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg:

2.   Senest den 17. november 2027 og derefter hvert femte år evaluerer Kommissionen denne forordning og aflægger rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

Denne rapport skal navnlig omhandle:

3.   Den i stk. 1 og 2 omhandlede rapport ledsages, hvis det er relevant, af et forslag til ændring af denne forordning.

4.   Kommissionen skal i den i denne artikels stk. 2 omhandlede rapport også evaluere og aflægge rapport om de årlige rapporter om deres aktiviteter, som koordinatorerne for digitale tjenester forelægger Kommissionen og rådet i henhold til artikel 55, stk. 1.

5.   Med henblik på stk. 2 skal medlemsstaterne og rådet fremsende oplysninger på Kommissionens anmodning.

6.   I forbindelse med evalueringen, jf. stk. 2, skal Kommissionen tage hensyn til holdninger og resultater fremlagt af Europa-Parlamentet, Rådet og andre relevante organer eller kilder og være særligt opmærksom på små og mellemstore virksomheder og nye konkurrenters stilling.

7.   Senest den 18. februar 2027 skal Kommissionen efter høring af rådet foretage en evaluering af rådets funktionsmåde og af anvendelsen af artikel 43 og aflægge rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg under hensyntagen til forordningens første anvendelsesår. På grundlag af resultaterne og under videst mulig hensyntagen til rådets udtalelse ledsages rapporten, hvis det er relevant, af et forslag til ændring af denne forordning for så vidt angår rådets struktur.

1.   Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Denne forordning finder anvendelse fra den 17. februar 2024.

Artikel 24, stk. 2, 3 og 6, artikel 33, stk. 3-6, artikel 37, stk. 7, artikel 40, stk. 13, artikel 43 og kapitel IV, afdeling 4, 5 og 6, finder dog anvendelse fra den 16. november 2022.