search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'anmodninger' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index anmodninger:

    KAPITEL I
    ALMINDELIGE BESTEMMELSER

    KAPITEL II
    UDBYDERE AF FORMIDLINGSTJENESTERS ANSVAR

    KAPITEL III
    DUE DILIGENCE-FORPLIGTELSER FOR ET GENNEMSIGTIGT OG SIKKERT ONLINEMILJØ

    AFDELING 1
    Bestemmelser, som finder anvendelse på alle udbydere af formidlingstjenester

    AFDELING 2
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på oplagringstjenester, herunder onlineplatforme

    AFDELING 3
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme

    AFDELING 4
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende
  • 1 Art. 30 Erhvervsdrivendes sporbarhed

  • AFDELING 5
    Supplerende forpligtelser for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner vedrørende styring af systemiske risici

    AFDELING 6
    Andre bestemmelser vedrørende due diligence-forpligtelser

    KAPITEL IV
    GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

    AFDELING 1
    Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester

    AFDELING 2
    Kompetencer, koordineret undersøgelse og sammenhængsmekanismer

    AFDELING 3
    Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

    AFDELING 4
    Tilsyn, undersøgelse, håndhævelse og overvågning i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner
  • 1 Art. 63 Rådets opgaver
  • 1 Art. 77 Forældelsesfrister for pålæggelse af sanktioner

  • AFDELING 5
    Fælles bestemmelser om håndhævelse

    AFDELING 6
    Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

    KAPITEL V
    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER


whereas anmodninger:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 648

 

Artikel 30

Erhvervsdrivendes sporbarhed

1.   Udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugerne mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, sikrer, at erhvervsdrivende kun kan anvende disse onlineplatforme til at fremme budskaber om eller udbyde produkter eller tjenester til forbrugere, som befinder sig i Unionen, hvis de forud for anvendelsen af deres tjenester til de pågældende formål har indhentet følgende oplysninger, hvis det er relevant for den erhvervsdrivende:

a)

navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse på den erhvervsdrivende

b)

en kopi af den erhvervsdrivendes identifikationsdokument eller enhver anden form for elektronisk identifikation som defineret i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (40)

c)

den erhvervsdrivendes betalingskontooplysninger

d)

hvis den erhvervsdrivende er optaget i et handelsregister eller et lignende offentligt register, det handelsregister, hvori den erhvervsdrivende er registreret, og vedkommendes registreringsnummer eller tilsvarende identifikationsmidler i dette register

e)

en selvcertificering fra den erhvervsdrivende, der forpligter sig til kun at udbyde produkter eller tjenester, der er i overensstemmelse med de gældende regler i EU-retten.

2.   Efter modtagelsen af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, og inden den pågældende erhvervsdrivende får tilladelse til at benytte dens tjenester, gør udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, ved brug af frit tilgængelige officielle onlinedatabaser eller onlinegrænseflader, der stilles til rådighed af en medlemsstat eller Unionen, eller gennem anmodninger til den erhvervsdrivende om at fremlægge dokumentation fra pålidelige kilder, sit bedste for at vurdere, om de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, litra a)-e), er pålidelige og fuldstændige. Med henblik på denne forordning er de erhvervsdrivende ansvarlige for, at de afgivne oplysninger er korrekte.

For så vidt angår erhvervsdrivende, der allerede anvender tjenester fra udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, til de i stk. 1 omhandlede formål den 17. februar 2024, gør udbyderne deres bedste for at indhente de anførte oplysninger fra de pågældende erhvervsdrivende inden for 12 måneder. Hvis de pågældende erhvervsdrivende ikke giver oplysningerne inden for denne frist, suspenderer udbyderne ydelsen af deres tjenester til de pågældende erhvervsdrivende, indtil de har givet alle oplysninger.

3.   Hvis udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, får tilstrækkelig mistanke om eller har grund til at tro, at nogen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger fra den pågældende erhvervsdrivende er unøjagtige, ufuldstændige eller ikkeajourførte, anmoder den pågældende udbyder den erhvervsdrivende om straks eller inden for den frist, der er fastsat i EU-retten og national ret, at afhjælpe situationen.

Hvis den erhvervsdrivende undlader at rette eller supplere disse oplysninger, suspenderer udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, hurtigt ydelsen af sin tjeneste til den pågældende erhvervsdrivende for så vidt angår udbuddet af produkter eller tjenester til forbrugere i Unionen, indtil anmodningen er efterkommet fuldt ud.

4.   Hvis en udbyder af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, nægter at tillade en erhvervsdrivende at anvende sin tjeneste i henhold til denne artikels stk. 1, eller suspenderer ydelsen heraf i henhold til denne artikels stk. 3, har den pågældende erhvervsdrivende, jf. dog artikel 4 i forordning (EU) 2019/1150, ret til at indgive en klage som omhandlet i nærværende forordnings artikel 20 og 21.

5.   Udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, lagrer de oplysninger, der er indhentet i henhold til stk. 1 og 2, på en sikker måde i en periode på seks måneder efter afslutningen af kontraktforholdet med den pågældende erhvervsdrivende. De sletter efterfølgende oplysningerne.

6.   Med forbehold af denne artikels stk. 2 videregiver udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, kun oplysningerne til tredjeparter, hvis dette kræves i henhold til gældende ret, herunder i forbindelse med de i artikel 10 omhandlede påbud og eventuelle påbud udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder eller Kommissionen med henblik på udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning.

7.   Udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, stiller de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, litra a), d) og e), til rådighed på sin onlineplatform for tjenestemodtagerne på en klar, lettilgængelig og forståelig måde. Disse oplysninger skal mindst være tilgængelige på onlineplatformens onlinegrænseflade, hvor oplysningerne om produktet eller tjenesten fremgår.

Artikel 40

Adgang til oplysninger og kontrol

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner giver koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at overvåge og vurdere overholdelsen af denne forordning, efter deres begrundede anmodning og inden for en rimelig frist som angivet i anmodningen.

2.   Koordinatorerne for digitale tjenester og Kommissionen anvender kun de oplysninger, der er tilgået i henhold til stk. 1, med henblik på at overvåge og vurdere overholdelsen af denne forordning, og tager behørigt hensyn til de berørte udbydere af meget store onlineplatformes eller af meget store onlinesøgemaskiners og tjenestemodtageres rettigheder og interesser, herunder beskyttelse af personoplysninger, beskyttelse af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder, og opretholdelse af deres tjenesters sikkerhed.

3.   Med henblik på stk. 1 redegør udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner efter anmodning fra enten koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen for udformningen, logikken, virkemåden og afprøvningen af deres algoritmiske systemer, herunder deres anbefalingssystemer.

4.   Efter begrundet anmodning fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet giver udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner inden for en rimelig frist som angivet i anmodningen kontrolunderlagte forskere, der opfylder kravene i denne artikels stk. 8, adgang til oplysninger alene med henblik på forskning, der bidrager til at afdække, identificere og afklare de i artikel 34, stk. 1, omhandlede systemiske risici i Unionen, og til vurderingen af tilstrækkeligheden, effektiviteten og indvirkningen af de risikobegrænsende foranstaltninger i henhold til artikel 35.

5.   Senest 15 dage efter modtagelsen af en anmodning som omhandlet i stk. 4 kan udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, om at ændre anmodningen, hvis de finder, at de ikke kan give adgang til de ønskede oplysninger af en af følgende to årsager:

a)

de har ikke adgang til oplysningerne

b)

hvis der gives adgang til oplysningerne, vil det medføre væsentlige sårbarheder i deres tjenestes sikkerhed eller beskyttelsen af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder.

6.   anmodninger om ændring i henhold til stk. 5 skal indeholde forslag til en eller flere alternative måder, hvorpå der kan gives adgang til de ønskede oplysninger eller andre oplysninger, som er relevante og tilstrækkelige til formålet med anmodningen.

Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet træffer afgørelse om anmodningen om ændring inden for 15 dage og meddeler udbyderen af de meget store onlineplatforme eller af de meget store onlinesøgemaskiner sin afgørelse og i påkommende tilfælde den ændrede anmodning og den nye frist til at efterkomme anmodningen.

7.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner letter og giver adgang til oplysninger i henhold til stk. 1 og 4 via passende grænseflader, der specificeres i anmodningen, herunder onlinedatabaser eller applikationsprogrammeringsgrænseflader.

8.   På grundlag af en behørigt begrundet ansøgning fra forskere tildeler koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet sådanne forskere status som kontrolunderlagte forskere for den specifikke forskning, der er omhandlet i ansøgningen, og udsteder en begrundet anmodning om dataadgang til en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine i henhold til stk. 4, hvis forskerne dokumenterer, at de opfylder alle følgende betingelser:

a)

de er tilknyttet en forskningsinstitution som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv (EU) 2019/790

b)

de er uafhængige af kommercielle interesser

c)

deres ansøgning indeholder oplysninger om finansieringen af forskningen

d)

de er i stand til at opfylde de specifikke krav til datasikkerhed og fortrolighed, der er knyttet til den enkelte anmodning, og til at beskytte personoplysninger, og de beskriver i deres anmodning de relevante tekniske og organisatoriske foranstaltninger, de har truffet med henblik herpå

e)

deres ansøgning viser, at deres adgang til oplysningerne og de krævede tidsrammer, er nødvendige for og forholdsmæssige i forhold til formålet med deres forskning, og at de forventede resultater af denne forskning vil bidrage til de formål, der er fastsat i stk. 4

f)

de planlagte forskningsaktiviteter gennemføres med henblik på de i stk. 4 omhandlede formål

g)

de har forpligtet sig til at gøre deres forskningsresultater offentligt tilgængelige gratis inden for en rimelig frist efter færdiggørelsen af forskningen, under iagttagelse af de berørte tjenestemodtageres rettigheder og interesser i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679.

Efter modtagelse af ansøgningen i henhold til dette stykke underretter koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet Kommissionen og rådet.

9.   Forskere kan også indgive deres ansøgning til koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor den forskningsinstitution, de er tilknyttet, er etableret. Efter modtagelse af ansøgningen i henhold til dette stykke foretager koordinatoren for digitale tjenester en indledende vurdering af, om de respektive forskere opfylder alle betingelserne i stk. 8. Den respektive koordinator for digitale tjenester sender derefter ansøgningen sammen med den dokumentation, som de respektive forskere har indsendt, og den indledende vurdering til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet. Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet træffer afgørelse om at tildele en forsker statussen uden unødig forsinkelse.

Den endelige afgørelse om at tildele en forsker status som kontrolunderlagt forsker henhører under koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandets kompetence, jf. stk. 8, under behørig hensyntagen til den indledende vurdering.

10.   Koordinatoren for digitale tjenester, der tildelte status som kontrolunderlagt forsker og udstedte en begrundet anmodning om adgang til data til udbyderne af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner til fordel for en kontrolunderlagt forsker, træffer afgørelse om at bringe adgangen til ophør, hvis den efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger fra tredjeparter konstaterer, at den kontrolunderlagte forsker ikke længere opfylder betingelserne i stk. 8, og underretter den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om afgørelsen. Inden adgangen bringes til ophør, hører koordinatoren for digitale tjenester den kontrolunderlagte forsker om resultaterne af sin undersøgelse og om sin hensigt om at bringe adgangen til ophør.

11.   Koordinatorerne for digitale tjenester i etableringslandet skal meddele rådet navn og kontaktoplysninger på de fysiske personer eller enheder, som de i overensstemmelse med stk. 8 har tildelt status som kontrolunderlagt forsker, samt formålet med den forskning, i forbindelse med hvilken anmodningen blev fremsat, eller skal, hvis de har bragt adgangen til oplysninger til ophør i overensstemmelse med stk. 10, meddele denne oplysning til rådet.

12.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner giver uden unødig forsinkelse adgang til data, herunder realtidsdata, hvor det er teknisk muligt, forudsat at dataene er offentligt tilgængelige i deres onlinegrænseflade for forskere, herunder dem, der er tilknyttet nonprofitorganer, -organisationer og -foreninger, som opfylder betingelserne i stk. 8, litra b), c), d) og e), og som alene anvender dataene til forskning, der bidrager til at afdække, identificere og afklare systemiske risici i Unionen i henhold til artikel 34, stk. 1.

13.   Kommissionen vedtager efter høring af rådet delegerede retsakter, der supplerer denne forordning ved at fastsætte de tekniske betingelser, i henhold til hvilke udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner skal dele oplysninger i henhold til stk. 1 og 4, og de formål, hvortil oplysningerne kan anvendes. Disse delegerede retsakter fastsætter de specifikke betingelser, i henhold til hvilke sådan deling af oplysninger med forskere kan finde sted i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679, samt relevante objektive indikatorer, procedurer og om nødvendigt uafhængige rådgivningsmekanismer til støtte for deling af oplysninger under hensyntagen til de berørte udbydere af meget store onlineplatformes eller af meget store onlinesøgemaskiners og tjenestemodtageres rettigheder og interesser, herunder beskyttelsen af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder, og opretholdelse af sikkerheden i deres tjeneste.

Artikel 63

Rådets opgaver

1.   Hvis det er nødvendigt for at nå de mål, der er fastsat i artikel 61, stk. 2, skal rådet navnlig:

a)

støtte koordineringen af fælles undersøgelser

b)

støtte de kompetente myndigheder i analysen af rapporter og resultater af revisioner af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, der skal fremsendes i henhold til denne forordning

c)

afgive udtalelser, fremsætte henstillinger eller yde rådgivning til koordinatorerne for digitale tjenester i overensstemmelse med denne forordning, navnlig under hensyntagen til den frie udveksling af tjenester for udbydere af formidlingstjenester

d)

rådgive Kommissionen om de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 66, og afgive udtalelser vedrørende meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner i overensstemmelse med denne forordning

e)

støtte og fremme udviklingen og gennemførelsen af europæiske standarder, retningslinjer, rapporter, skabeloner og adfærdskodekser i samarbejde med relevante interessenter i overensstemmelse med denne forordning, herunder ved at afgive udtalelser eller henstillinger om forhold vedrørende artikel 44, og afdækningen af nye problemstillinger vedrørende forhold, der er omfattet af denne forordning.

2.   Koordinatorer for digitale tjenester og i givet fald andre nationale kompetente myndigheder, som ikke følger de udtalelser, anmodninger eller henstillinger, som rådet har adresseret til dem, skal begrunde dette valg, herunder redegøre for de undersøgelser, tiltag og foranstaltninger, som de har iværksat, i forbindelse med rapporteringen i henhold til denne forordning eller i forbindelse med vedtagelsen af de pågældende afgørelser, alt efter hvad der er relevant.

AFDELING 4

Tilsyn, undersøgelse, håndhævelse og overvågning i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner

Artikel 67

anmodninger om oplysninger

1.   For at kunne udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen på simpel anmodning eller ved afgørelse kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og enhver anden fysisk eller juridisk person, der handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, og som med rimelighed kan have kendskab til oplysninger om den formodede overtrædelse, herunder organisationer, der udfører de revisioner, der er omhandlet i artikel 37 og artikel 75, stk. 2, giver sådanne oplysninger inden for en rimelig frist.

2.   Ved fremsendelsen af en simpel anmodning om oplysninger til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i denne artikels stk. 1 angiver Kommissionen retsgrundlaget for og formålet med anmodningen, præciserer hvilke oplysninger der ønskes, og fastsætter fristen for udlevering af oplysningerne og de i artikel 74 omhandlede bøder for udlevering af urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger.

3.   Når Kommissionen ved afgørelse pålægger den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i denne artikels stk. 1 at give oplysninger, skal den angive retsgrundlaget for og formålet med anmodningen, præcisere, hvilke oplysninger der ønskes, og fastsætte fristen for udlevering af oplysningerne. Den skal også henvise til de bøder, der er omhandlet i artikel 74, samt henvise til eller pålægge de tvangsbøder, der er omhandlet i artikel 76. Den skal desuden henvise til retten til at lade afgørelsen prøve ved Den Europæiske Unions Domstol.

4.   Udbyderne af den berørte meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i stk. 1, eller disses repræsentanter, og hvad angår juridiske personer og selskaber, eller hvis de ikke har status som juridisk person, de personer, der ifølge lov eller vedtægt har beføjelse til at repræsentere dem, skal give de ønskede oplysninger på vegne af den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i stk. 1. Behørigt befuldmægtigede advokater kan give de ønskede oplysninger på deres klienters vegne. Sidstnævnte bærer det fulde ansvar, såfremt de afgivne oplysninger er ufuldstændige, urigtige eller vildledende.

5.   På anmodning af Kommissionen giver koordinatorerne for digitale tjenester og andre kompetente myndigheder Kommissionen alle oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling.

6.   Kommissionen skal uden unødig forsinkelse efter at have sendt den simple anmodning eller den afgørelse, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, sende en kopi heraf til koordinatorerne for digitale tjenester via det informationsudvekslingssystem, der er omhandlet i artikel 85.

Artikel 77

Forældelsesfrister for pålæggelse af sanktioner

1.   De beføjelser, som Kommissionen har i henhold til artikel 74 og 76, forældes efter fem år.

2.   Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor overtrædelsen er begået. Ved vedvarende eller gentagne overtrædelser regnes fristen dog først fra den dag, hvor overtrædelsen er ophørt.

3.   Ethvert tiltag, som Kommissionen eller koordinatoren for digitale tjenester træffer med henblik på undersøgelsen eller proceduren i forbindelse med en overtrædelse, afbryder forældelsesfristen for pålæggelse af bøder og dagbøder. Forældelsesfristen afbrydes bl.a. af følgende tiltag:

a)

anmodninger om oplysninger fra Kommissionen eller en koordinator for digitale tjenester

b)

kontrolbesøg

c)

Kommissionens indledning af en procedure som omhandlet i artikel 66, stk. 1.

4.   Forældelsesfristen løber på ny efter hver afbrydelse. Forældelsesfristen for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder udløber dog senest den dag, hvor der er forløbet en periode svarende til den dobbelte forældelsesfrist, uden at Kommissionen har pålagt en bøde eller tvangsbøde. Denne periode forlænges med den tid, hvor forældelsesfristen er blevet suspenderet i henhold til stk. 5.

5.   Forældelsesfristen for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder suspenderes, så længe Kommissionens afgørelse verserer for Den Europæiske Unions Domstol.

Artikel 82

anmodninger om begrænsninger i adgangen og samarbejde med nationale domstole

1.   Hvis alle beføjelser i henhold til denne afdeling til at bringe en overtrædelse af denne forordning til ophør er udtømt, og overtrædelsen fortsætter og forvolder alvorlig skade, der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, kan Kommissionen anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet for den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om at træffe foranstaltninger i henhold til artikel 51, stk. 3.

Inden Kommissionen fremsender en sådan anmodning til koordinatoren for digitale tjenester, opfordrer Kommissionen interesserede parter til at fremsætte skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst 14 arbejdsdage med de foranstaltninger, Kommissionen har til hensigt at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte adressater.

2.   Når det er nødvendigt af hensyn til en ensartet anvendelse af denne forordning, kan Kommissionen på eget initiativ fremsætte skriftlige bemærkninger til den kompetente judicielle myndighed, der er omhandlet i artikel 51, stk. 3. Med tilladelse fra den pågældende judicielle myndighed kan den også fremsætte mundtlige bemærkninger.

Kommissionen kan udelukkende med henblik på udarbejdelsen af sine bemærkninger anmode denne judicielle myndighed om at sende Kommissionen alle dokumenter, der er nødvendige for vurderingen af sagen, eller sikre at de fremsendes.

3.   Når en national domstol træffer afgørelse om et spørgsmål, der allerede er genstand for en afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til denne forordning, må denne nationale domstol ikke træffe nogen afgørelse, der er i strid med den pågældende afgørelse truffet af Kommissionen. Nationale domstole skal ligeledes undgå at træffe afgørelser, som kan være i strid med en afgørelse, som Kommissionen har til hensigt at træffe i en procedure, som den har indledt i henhold til denne forordning. Den nationale domstol kan med henblik herpå vurdere, om det er nødvendigt at udsætte sagen. Dette berører ikke artikel 267 i TEUF.


whereas









keyboard_arrow_down