search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: '   de' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index    de:

    KAPITEL I
    ALMINDELIGE BESTEMMELSER

    KAPITEL II
    UDBYDERE AF FORMIDLINGSTJENESTERS ANSVAR

    KAPITEL III
    DUE DILIGENCE-FORPLIGTELSER FOR ET GENNEMSIGTIGT OG SIKKERT ONLINEMILJØ

    AFDELING 1
    Bestemmelser, som finder anvendelse på alle udbydere af formidlingstjenester

    AFDELING 2
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på oplagringstjenester, herunder onlineplatforme

    AFDELING 3
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme

    AFDELING 4
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende

    AFDELING 5
    Supplerende forpligtelser for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner vedrørende styring af systemiske risici

    AFDELING 6
    Andre bestemmelser vedrørende due diligence-forpligtelser

    KAPITEL IV
    GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

    AFDELING 1
    Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester

    AFDELING 2
    Kompetencer, koordineret undersøgelse og sammenhængsmekanismer

    AFDELING 3
    Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

    AFDELING 4
    Tilsyn, undersøgelse, håndhævelse og overvågning i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner

    AFDELING 5
    Fælles bestemmelser om håndhævelse

    AFDELING 6
    Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

    KAPITEL V
    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER


whereas    de:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 1773

 

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   denne forordning finder anvendelse på formidlingstjenester, der udbydes til tjenestemodtagere, som er etableret eller befinder sig i Unionen, uanset hvor udbyderne af disse formidlingstjenester er etableret.

2.   denne forordning finder ikke anvendelse på tjenester, der ikke er formidlingstjenester, eller på krav til sådanne tjenester, uanset om de ydes via en formidlingstjeneste.

3.   denne forordning berører ikke anvendelsen af direktiv 2000/31/EF.

4.   denne forordning berører ikke reglerne i andre EU-retsakter, der regulerer andre aspekter vedrørende udbud af formidlingstjenester i det indre marked eller som præciserer og supplerer denne forordning, navnlig følgende:

a)

direktiv 2010/13/EU

b)

EU-retten om ophavsret og beslægtede rettigheder

c)

forordning (EU) 2021/784

d)

forordning (EU) 2019/1148

e)

forordning (EU) 2019/1150

f)

EU-retten om forbrugerbeskyttelse og produktsikkerhed, herunder forordning (EU) 2017/2394 og (EU) 2019/1020 samt direktiv 2001/95/EF og 2013/11/EU

g)

EU-retten om beskyttelse af personoplysninger, navnlig forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF

h)

EU-retten på området civilretligt samarbejde, navnlig forordning (EU) nr. 1215/2012 eller enhver EU-retsakt, der fastsætter regler om den ret, som finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontrakt

i)

EU-retten på området strafferetligt samarbejde, navnlig en forordning om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesager

j)

et direktiv om harmoniserede regler for udpegning af retlige repræsentanter med henblik på indsamling af bevismateriale i straffesager.

Artikel 4

Ren videreformidling (»mere conduit«)

1.   Ved ydelse af en informationssamfundstjeneste i form af transmission på et kommunikationsnet af information, der leveres af en tjenestemodtager, eller levering af adgang til et kommunikationsnet er tjenesteudbyderen ikke ansvarlig for den information, der transmitteres eller tilgås, forudsat at udbyderen:

a)

ikke selv iværksætter transmissionen

b)

ikke udvælger modtageren af transmissionen, og

c)

ikke udvælger og ikke ændrer den transmitterede information.

2.   den i stk. 1 omhandlede transmission og levering af adgang omfatter automatisk, mellemliggende og kortvarig lagring af transmitteret information, forudsat at denne lagring udelukkende tjener til udførelse af transmission på kommunikationsnettet, og dens varighed ikke overstiger den tid, der med rimelighed kan antages at være nødvendig til transmissionen.

3.   denne artikel berører ikke en retslig eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med en medlemsstats retssystem at kræve, at en tjenesteudbyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den.

Artikel 5

»Caching«

1.   I tilfælde af ydelse af en informationssamfundstjeneste, der består i transmission på et kommunikationsnet af information, som leveres af en tjenestemodtager, pådrager tjenesteudbyderen sig ikke ansvar for automatisk, mellemliggende og midlertidig lagring af denne information foretaget alene med det formål at gøre senere transmission af informationen til andre tjenestemodtagere efter disses anmodning mere effektiv eller mere sikker, forudsat at udbyderen:

a)

ikke ændrer informationen

b)

overholder betingelserne for adgang til informationen

c)

overholder reglerne om ajourføring af informationen, angivet på en måde, der er almindelig anerkendt og anvendt af branchen

d)

ikke foretager indgreb i den lovlige anvendelse af teknologi, som er almindelig anerkendt og anvendt i branchen, med det formål at skaffe sig data om anvendelsen af informationen, og

e)

straks tager skridt til at fjerne den information, udbyderen har lagret, eller til at hindre adgangen til den, når udbyderen får konkret kendskab til, at informationen på den oprindelige transmissionskilde er blevet fjernet fra nettet eller adgangen til den hindret, eller at en retslig eller en administrativ myndighed har krævet informationen fjernet eller adgangen til den hindret.

2.   denne artikel berører ikke en retslig eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med en medlemsstats retssystem at kræve, at en tjenesteudbyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den.

Artikel 6

Oplagring (»hosting«)

1.   I tilfælde af ydelse af en informationssamfundstjeneste, som består i lagring af information leveret af en tjenestemodtager, pådrager tjenesteudbyderen sig ikke ansvar for information lagret på anmodning af en tjenestemodtager, forudsat at udbyderen:

a)

ikke har konkret kendskab til den ulovlige aktivitet eller det ulovlige indhold og, for så vidt angår erstatningskrav, ikke har kendskab til forhold eller omstændigheder, hvoraf den ulovlige aktivitet eller det ulovlige indhold fremgår, eller

b)

fra det øjeblik, hvor tjenesteudbyderen får et sådant kendskab, straks tager skridt til at fjerne det ulovlige indhold eller hindre adgangen hertil.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvor tjenestemodtageren handler under udbyderens myndighed eller kontrol.

3.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på ansvaret i henhold til forbrugerbeskyttelseslovgivningen for onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, hvis en sådan onlineplatform præsenterer den specifikke information eller på anden måde muliggør den pågældende specifikke transaktion på en måde, der ville få en gennemsnitsforbruger til at tro, at den information eller det produkt eller den tjeneste, der er genstand for transaktionen, enten leveres af onlineplatformen selv eller af en tjenestemodtager, der handler under platformens myndighed eller kontrol.

4.   denne artikel berører ikke en retslig eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med en medlemsstats retssystem at kræve, at en tjenesteudbyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den.

Artikel 9

Påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold

1.   Ved modtagelsen af et påbud om at gribe ind over for en eller flere specifikke forekomster af ulovligt indhold, der er udstedt af de relevante nationale retslige eller administrative myndigheder på grundlag af gældende EU-ret eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, underretter udbydere af formidlingstjenester uden unødig forsinkelse den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller enhver anden myndighed, som er angivet i påbuddet, om eventuel virkning, påbuddene er givet, med nærmere angivelse af, hvorvidt og hvornår påbuddet blev givet virkning.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at et påbud som omhandlet i stk. 1, når det fremsendes til udbyderen, som minimum opfylder følgende betingelser:

a)

dette påbud indeholder følgende elementer:

i)

en henvisning til retsgrundlaget i EU-retten eller national ret for påbuddet

ii)

en begrundelse for, hvorfor informationen er ulovligt indhold, med henvisning til én eller flere specifikke bestemmelser i EU-retten eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten

iii)

angivelse af den udstedende myndighed

iv)

tydelige oplysninger, der sætter udbyderen af formidlingstjenester i stand til at identificere og lokalisere det pågældende ulovlige indhold såsom en eller flere URL'er og om nødvendigt yderligere oplysninger

v)

information om klagemekanismer, der er tilgængelige for udbyderen af formidlingstjenesterne og for den tjenestemodtager, som leverede indholdet

vi)

hvor det er relevant, oplysninger om, hvilken myndighed der skal tilsendes oplysninger om implementeringen af påbuddene

b)

dette påbuds territoriale anvendelsesområde i henhold til gældende regler i EU-retten og national ret, herunder chartret, og i påkommende tilfælde generelle folkeretlige principper, er begrænset til, hvad der er strengt nødvendigt for at nå dets mål

c)

dette påbud fremsendes på et af de sprog, som udbyderen af formidlingstjenester har angivet i henhold til artikel 11, stk. 3, eller på et andet officielt sprog i medlemsstaterne, der er aftalt mellem den myndighed, der har udstedt påbuddet, og udbyderen, og sendes til det elektroniske kontaktpunkt, som den pågældende udbyder har udpeget i overensstemmelse med artikel 11; hvis påbuddet ikke er affattet på det sprog, som udbyderen af formidlingstjenester har angivet, eller på et sprog, der er aftalt bilateralt, kan påbuddet fremsendes på den udstedende myndigheds sprog, forudsat at det ledsages af en oversættelse til et sådant angivet eller aftalt sprog af mindst de elementer, der er fastsat i dette stykkes litra a) og b).

3.   den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller i påkommende tilfælde den myndighed, som er angivet deri, fremsender dette sammen med de oplysninger, der er modtaget fra udbyderen af formidlingstjenester, om implementeringen af påbuddet, til koordinatoren for digitale tjenester i den udstedende myndigheds medlemsstat.

4.   Koordinatoren for digitale tjenester i den pågældende medlemsstat fremsender efter modtagelse af påbuddet fra den retslige eller administrative myndighed uden unødig forsinkelse en kopi af det i stk. 1 omhandlede påbud til alle andre digitale tjenestekoordinatorer via det system, der er oprettet i henhold til artikel 85.

5.   Senest når påbuddet gives virkning, eller i påkommende tilfælde på det tidspunkt, som den udstedende myndighed har fastsat i påbuddet, underretter udbydere af formidlingstjenester den berørte tjenestemodtager om det modtagne påbud og implementeringen heraf. Disse oplysninger givet til tjenestemodtageren skal omfatte en begrundelse, eksisterende klagemuligheder og en beskrivelse af påbuddets territoriale anvendelsesområde i overensstemmelse med stk. 2.

6.   de betingelser og krav, der er fastsat i denne artikel, berører ikke national civilprocesret og straffeprocesret.

Artikel 10

Påbud om at give oplysninger

1.   Ved modtagelsen af et påbud om at give specifikke oplysninger om en eller flere specifikke individuelle tjenestemodtagere, der er udstedt af de relevante nationale retslige eller administrative myndigheder på grundlag af gældende EU-ret eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, underretter udbydere af formidlingstjenester uden unødig forsinkelse den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller enhver anden myndighed, som er angivet i påbuddet, om dets modtagelse og om den virkning, der er givet til påbuddet, med nærmere angivelse af, hvorvidt og hvornår påbuddet blev givet virkning.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at et påbud som omhandlet i stk. 1, når det fremsendes til udbyderen, som minimum opfylder følgende betingelser:

a)

dette påbud indeholder følgende elementer:

i)

en henvisning til retsgrundlaget i EU-retten eller national ret for påbuddet

ii)

angivelse af den udstedende myndighed

iii)

tydelige oplysninger, der sætter udbyderen af formidlingstjenester i stand til at identificere den eller de specifikke modtagere, som der anmodes om oplysninger om, f.eks. et eller flere kontonavne eller entydige identifikatorer

iv)

en begrundelse for det formål, hvortil oplysningerne er påkrævede, og hvorfor kravet om at give oplysningerne er nødvendigt og forholdsmæssigt for at fastslå, om modtagerne af formidlingstjenesterne overholder gældende EU-ret eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, medmindre en sådan begrundelse ikke kan gives af hensyn til forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af strafbare handlinger

v)

information om klagemekanismer, der er tilgængelige for udbyderen og for de berørte tjenestemodtagere

vi)

i påkommende tilfælde oplysninger om, hvilken myndighed, der skal modtage information om implementeringen af påbuddene

b)

dette påbud forpligter kun udbyderen til at give oplysninger, der allerede er indsamlet med henblik på ydelse af tjenesten, og som er under udbyderens kontrol

c)

dette påbud fremsendes på et af de sprog, som udbyderen af formidlingstjenester har angivet i henhold til artikel 11, stk. 3, eller på et andet officielt sprog i medlemsstaterne, der er aftalt mellem den myndighed, der har udstedt påbuddet, og udbyderen, og sendes til det elektroniske kontaktpunkt, som den pågældende udbyder har udpeget i overensstemmelse med artikel 11; hvis påbuddet ikke er affattet på det sprog, som udbyderen af formidlingstjenester har angivet, eller på et sprog, der er aftalt bilateralt, kan påbuddet fremsendes på den udstedende myndigheds sprog, forudsat at det ledsages af en oversættelse til et sådant angivet eller aftalt sprog af mindst de elementer, der er fastsat i dette stykkes litra a) og b).

3.   den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller i påkommende tilfælde den myndighed, som er angivet deri, fremsender dette sammen med de oplysninger, der er modtaget fra udbyderen af formidlingstjenester om implementeringen af påbuddet, til koordinatoren for digitale tjenester i den udstedende myndigheds medlemsstat.

4.   Koordinatoren for digitale tjenester i den pågældende medlemsstat fremsender efter modtagelse af påbuddet fra den berørte medlemsstats retslige eller administrative myndighed uden unødig forsinkelse en kopi af det i stk. 1 omhandlede påbud til alle digitale tjenestekoordinatorer via det system, der er oprettet i henhold til artikel 85.

5.   Senest når påbuddet gives virkning, eller i påkommende tilfælde på det tidspunkt, som den udstedende myndighed har fastsat i påbuddet, underretter udbydere af formidlingstjenester den berørte tjenestemodtager om det modtagne påbud og implementeringen heraf. Disse oplysninger givet til tjenestemodtageren skal omfatte en begrundelse og eksisterende klagemuligheder i overensstemmelse med stk. 2.

6.   de betingelser og krav, der er fastsat i denne artikel, berører ikke national civilprocesret og straffeprocesret.

KAPITEL III

DUE DILIGENCE-FORPLIGTELSER FOR ET GENNEMSIGTIGT OG SIKKERT ONLINEMILJØ

AFDELING 1

Bestemmelser, som finder anvendelse på alle udbydere af formidlingstjenester

Artikel 13

Retlige repræsentanter

1.   Udbydere af formidlingstjenester, der ikke er etableret i Unionen, men som udbyder tjenester i Unionen, udpeger skriftligt en juridisk eller fysisk person til at være deres retlige repræsentant i en af de medlemsstater, hvor de udbyder deres tjenester.

2.   Udbydere af formidlingstjenester bemyndiger deres retlige repræsentanter til at modtage henvendelser ud over eller i stedet for sådanne udbydere fra medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og rådet i forbindelse med alle spørgsmål, der er nødvendige for modtagelsen, overholdelsen og håndhævelsen af afgørelser, som er udstedt i forbindelse med denne forordning. Udbydere af formidlingstjenester giver deres retlige repræsentant de nødvendige beføjelser og tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at de er i stand til at samarbejde effektivt og rettidigt med medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og rådet og efterleve sådanne afgørelser.

3.   den udpegede retlige repræsentant skal kunne drages til ansvar for manglende overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne forordning, uden at det berører udbyderen af formidlingstjenesters ansvar og de retlige skridt, der vil kunne indledes over for denne.

4.   Udbydere af formidlingstjenester meddeler navn, postadresse, e-mailadresse og telefonnummer på deres retlige repræsentant til koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor denne retlige repræsentant er bosiddende eller etableret. De påser, at disse oplysninger er offentligt tilgængelige, lettilgængelige, nøjagtige og ajourførte.

5.   Udpegningen af en retlig repræsentant i Unionen i henhold til stk. 1 udgør ikke en etablering i Unionen.

Artikel 15

Rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed for udbydere af formidlingstjenester

1.   Udbydere af formidlingstjenester offentliggør i et maskinlæsbart format og på en lettilgængelig måde mindst én gang om året klare og letforståelige rapporter om enhver indholdsmoderation, de har foretaget i den pågældende periode. Disse rapporter skal navnlig indeholde oplysninger om følgende, alt efter hvad der er relevant:

a)

for udbydere af formidlingstjenester, antal påbud modtaget fra medlemsstaternes myndigheder, herunder påbud udstedt i overensstemmelse med artikel 9 og 10, kategoriseret efter den pågældende type ulovligt indhold, den medlemsstat der har udstedt påbuddet og median for den tid, det tog at underrette den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller anden myndighed, der er angivet i påbuddet, om modtagelsen heraf og at implementere påbuddet

b)

for udbydere af oplagringstjenester, antal anmeldelser indgivet i overensstemmelse med artikel 16, kategoriseret efter den pågældende form for påstået ulovligt indhold, antal af anmeldelser indberettet af pålidelige indberettere, tiltag iværksat på baggrund af anmeldelserne, hvor der sondres mellem, om tiltagene blev iværksat på grundlag af lovgivningen eller udbyderens vilkår og betingelser, antal anmeldelser behandlet ved hjælp af automatiserede metoder og median for den tid, det tog at iværksætte tiltagene

c)

for udbydere af formidlingstjenester, relevante og forståelige oplysninger om den indholdsmoderation, der foretages på udbyderens eget initiativ, herunder brugen af automatiserede værktøjer, foranstaltninger truffet for at yde oplæring og assistance til personer med ansvar for indholdsmoderation, antallet og typen af trufne foranstaltninger, der påvirker tilgængeligheden og synligheden af og adgangen til information leveret af tjenestemodtagerne, og tjenestemodtagernes mulighed for at levere information gennem tjenesten samt andre, relaterede begrænsninger på tjenesten. De rapporterede oplysninger skal kategoriseres efter type af ulovligt indhold eller overtrædelse af tjenesteudbyderens vilkår og betingelser, efter påvisningsmetoden og efter den anvendte type begrænsning

d)

for udbydere af formidlingstjenester, antal klager modtaget gennem de interne klagebehandlingssystemer i overensstemmelse med udbyderens vilkår og betingelser og endvidere, gældende for udbydere af onlineplatforme, i overensstemmelse med artikel 20, grundlaget for disse klager, beslutninger truffet vedrørende disse klager, median for den tid, det tog at træffe disse beslutninger, og antal gange, disse beslutninger blev omgjort

e)

enhver anvendelse af automatiserede metoder med henblik på indholdsmoderation, herunder en kvalitativ beskrivelse, nærmere angivelse af de præcise formål, indikatorer for nøjagtigheden og eventuel fejlrate for de automatiserede metoder anvendt til at opfylde disse formål samt eventuelle anvendte sikkerhedsmekanismer.

2.   denne artikels stk. 1 finder ikke anvendelse på udbydere af formidlingstjenester, der er mikrovirksomheder eller små virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF, og som ikke er meget store onlineplatforme i den i denne forordnings artikel 33 anvendte betydning.

3.   Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter med henblik på at fastlægge skabeloner for form og indhold og andre enkeltheder af de rapporter, der udarbejdes i henhold til denne artikels stk. 1, herunder harmoniserede rapporteringsperioder. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 88.

AFDELING 2

Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på oplagringstjenester, herunder onlineplatforme

Artikel 16

Anmeldelsesmekanismer og handlepligt

1.   Udbydere af oplagringstjenester indfører mekanismer, der gør det muligt for enhver enkeltperson eller enhed at underrette dem om tilstedeværelsen på deres tjeneste af specifik information, som den pågældende person eller enhed anser for at være ulovligt indhold. Disse mekanismer skal være let tilgængelige og brugervenlige og skal give mulighed for indgivelse af anmeldelser udelukkende ad elektronisk vej.

2.   de mekanismer, der er omhandlet i stk. 1, skal gøre det lettere at indgive tilstrækkelig præcise og underbyggede anmeldelser. Med henblik herpå træffer udbyderne af oplagringstjenester de nødvendige foranstaltninger til at muliggøre og lette indgivelsen af anmeldelser, der skal indeholde alle følgende elementer:

a)

en tilstrækkelig underbygget begrundelse for, hvorfor den pågældende person eller enhed anser den pågældende information for at være ulovligt indhold

b)

en nøjagtig angivelse af den nøjagtige elektroniske adresse for den pågældende information, f.eks. den eller de nøjagtige URL'er, og om nødvendigt yderligere oplysninger, der gør det muligt at identificere det ulovlige indhold, alt efter typen af indhold og den specifikke type af oplagringstjeneste

c)

navn og e-mailadresse på den person eller enhed, der indgiver anmeldelsen, medmindre der er tale om information, som anses for at involvere en af de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 3-7 i direktiv 2011/93/EU

d)

en erklæring, hvori den person eller enhed, der indgiver anmeldelsen, bekræfter, at den pågældende i god tro mener, at oplysningerne og påstandene deri er nøjagtige og fuldstændige.

3.   de i denne artikel omhandlede anmeldelser anses for at tilvejebringe konkret kendskab med henblik på artikel 6 til den pågældende specifikke information, når de sætter en omhyggelig udbyder af oplagringstjenester i stand til at bestemme, hvori det ulovlige ved den pågældende aktivitet eller information består, uden først at måtte foretage en retlig undersøgelse.

4.   Hvis anmeldelsen indeholder elektroniske kontaktoplysninger på den person eller enhed, der har indgivet den, sender udbyderen af oplagringstjenester uden unødig forsinkelse en bekræftelse på modtagelsen af anmeldelsen til den pågældende person eller enhed.

5.   Udbyderen giver også uden unødig forsinkelse den pågældende person eller enhed meddelelse om sin beslutning vedrørende den information, som anmeldelsen vedrører, og informerer om mulighederne for at klage over den pågældende beslutning.

6.   Udbydere af oplagringstjenester behandler alle anmeldelser, som de modtager gennem de i stk. 1 omhandlede mekanismer, og træffer deres beslutning om den information, som anmeldelserne vedrører, rettidigt, omhyggeligt, uden forskelsbehandling og objektivt. Hvis de anvender automatiserede metoder til denne behandling eller beslutningstagning, medtager de oplysninger om en sådan anvendelse i den i stk. 5 omhandlede meddelelse.

Artikel 17

Begrundelse

1.   Udbydere af oplagringstjenester giver alle berørte tjenestemodtagere en klar og specifik begrundelse for enhver af følgende begrænsninger, som er pålagt på grundlag af, at den af tjenestemodtageren fremsendte information udgør ulovligt indhold eller er i strid med deres vilkår og betingelser:

a)

enhver begrænsning i synligheden af specifikke oplysninger leveret af tjenestemodtageren, herunder fjernelse af indhold, hindring af adgang til indhold eller degradering af indhold

b)

suspension, ophør eller anden begrænsning af pengebetalinger

c)

hel eller delvis suspension eller ophør af ydelsen af tjenesten

d)

suspension eller lukning af tjenestemodtagerens konto.

2.   Stk. 1 finder kun anvendelse, hvis udbyderen har kendskab til de relevante elektroniske kontaktoplysninger. Det finder anvendelse senest fra den dato, hvor begrænsningen pålægges, uanset hvorfor eller hvordan den blev pålagt.

Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis oplysningerne er vildledende kommercielt indhold i store mængder.

3.   den i stk. 1 omhandlede begrundelse skal mindst indeholde følgende oplysninger:

a)

oplysninger om, hvorvidt beslutningen indebærer enten fjernelse, hindring af adgang til, degradering af eller begrænsning af synligheden af informationen eller suspension eller ophør af monetære betalinger knyttet til denne information eller indfører andre af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger vedrørende informationen, og i påkommende tilfælde om det territoriale anvendelsesområde for beslutningen og dens gyldighedsperiode

b)

oplysninger om de forhold og omstændigheder, der ligger til grund for beslutningen, herunder i påkommende tilfælde oplysninger om, hvorvidt beslutningen blev truffet i henhold til en anmeldelse indgivet i overensstemmelse med artikel 16 eller er baseret på frivillige undersøgelser på eget initiativ og, hvis strengt nødvendigt, identiteten af anmelderen

c)

hvis det er relevant, oplysninger om anvendelsen af automatiserede metoder til at træffe beslutningen, herunder oplysninger om hvorvidt det indhold, der blev truffet beslutning om, var blevet påvist eller identificeret ved anvendelse af automatiserede metoder

d)

hvis beslutningen vedrører påstået ulovligt indhold, en henvisning til det påberåbte retsgrundlag og en forklaring på, hvorfor informationen anses for at være ulovligt indhold på dette grundlag

e)

hvis beslutningen er baseret på informationens påståede uforenelighed med udbyderen af oplagringstjenesters vilkår og betingelser, en henvisning til det påberåbte aftalegrundlag og en forklaring på, hvorfor informationen anses for at være i strid med dette grundlag

f)

klare og brugervenlige oplysninger om de muligheder, som tjenestemodtageren har for at klage over beslutningen, navnlig og i relevant omfang gennem interne klagebehandlingsmekanismer, udenretslig tvistbilæggelse og domstolsprøvelse.

4.   de oplysninger, som udbyderne af oplagringstjenester giver i overensstemmelse med denne artikel, skal være klare og let forståelige og så præcise og specifikke som muligt under de givne omstændigheder. Oplysningerne skal navnlig være af en sådan art, at den berørte tjenestemodtager kan udnytte de i stk. 3, litra f), omhandlede klagemuligheder effektivt.

5.   denne artikel finder ikke anvendelse på de i artikel 9 omhandlede påbud.

Artikel 19

Fritagelse for mikrovirksomheder og små virksomheder

1.   denne afdeling finder, med undtagelse af dennes artikel 24, stk. 3, ikke anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der er mikrovirksomheder eller små virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF.

Denne afdeling finder, med undtagelse af dennes artikel 24, stk. 3, ikke anvendelse på virksomheder, der tidligere opfyldte kravene til at få tildelt status som en mikrovirksomhed eller en lille virksomhed som defineret i henstilling 2003/361/EF, i de 12 måneder efter, at de mistede deres status i medfør af artikel 4, stk. 2, i nævnte henstilling, medmindre de er meget store onlineplatforme i overensstemmelse med artikel 33.

2.   Uanset nærværende artikels stk. 1 finder denne afdeling anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der er udpeget som meget store onlineplatforme i overensstemmelse med artikel 33, uanset om de er mikrovirksomheder eller små virksomheder.

Artikel 20

Internt klagebehandlingssystem

1.   Udbydere af onlineplatforme giver i en periode på mindst seks måneder efter den i dette stykke omhandlede beslutning tjenestemodtagerne, herunder enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse, adgang til et effektivt internt klagebehandlingssystem, som gør det muligt at indgive klager elektronisk og gratis over den beslutning, som udbyderen af onlineplatformen har truffet efter modtagelse af en anmeldelse, eller over følgende beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatformen på grundlag af, at informationen leveret af modtagerne udgør ulovligt indhold eller er i strid med platformens vilkår og betingelser:

a)

beslutninger om, hvorvidt adgangen til information skal fjernes eller hindres eller synligheden af dennes skal begrænses

b)

beslutninger om, hvorvidt ydelse af tjenesten til modtagerne helt eller delvis skal suspenderes eller bringes til ophør

c)

beslutninger om, hvorvidt modtagernes konto skal suspenderes eller lukkes

d)

beslutninger om, hvorvidt muligheden for kommercielt at udnytte den information, modtageren har leveret, skal suspenderes, bringes til ophør eller på anden måde begrænses.

2.   den i denne artikels stk. 1 omhandlede periode på mindst seks måneder anses for at begynde den dag, hvor tjenestemodtageren bliver underrettet om beslutningen i overensstemmelse med artikel 16, stk. 5, eller artikel 17.

3.   Udbydere af onlineplatforme sikrer, at deres interne klagebehandlingssystemer er let tilgængelige, brugervenlige og giver mulighed for og letter indgivelsen af tilstrækkelig præcise og underbyggede klager.

4.   Udbydere af onlineplatforme behandler klager indgivet gennem deres interne klagebehandlingssystem rettidigt, omhyggeligt, objektivt og på ikkeforskelsbehandlende og ikkevilkårlig vis. Hvis en klage indeholder tilstrækkeligt grundlag for, at udbyderen af onlineplatformen kan antage, at dens beslutning om ikke at følge op på anmeldelsen savner begrundelse, eller at den information, klagen vedrører, ikke er ulovlig og ikke er i strid med platformens vilkår og betingelser eller indeholder information, der tyder på, at klagerens adfærd ikke berettiger til den trufne foranstaltning, omgør platformen uden unødig forsinkelse sin i stk. 1 omhandlede beslutning.

5.   Udbydere af onlineplatforme underretter uden unødig forsinkelse klagerne om deres begrundede beslutning om den information, klagen vedrører, og om muligheden for udenretslig tvistbilæggelse, jf. artikel 21, og andre tilgængelige klagemuligheder.

6.   Udbydere af onlineplatforme påser, at de beslutninger, der er omhandlet i stk. 5, træffes under tilsyn af behørigt kvalificeret personale, og ikke udelukkende på grundlag af automatiserede metoder.

Artikel 21

Udenretslig tvistbilæggelse

1.   Tjenestemodtagere, herunder enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser, til hvem de i artikel 20, stk. 1, omhandlede beslutninger er adresseret, kan vælge ethvert udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 3, med henblik på at bilægge tvister vedrørende disse beslutninger, herunder klager, som ikke er blevet løst ved hjælp af det i nævnte artikel omhandlede interne klagebehandlingssystem.

Udbydere af onlineplatforme sikrer, at oplysninger om tjenestemodtagernes mulighed for adgang til et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan er let tilgængelige på deres onlinegrænseflade, klare og brugervenlige.

Første afsnit berører ikke den berørte tjenestemodtagers ret til på ethvert tidspunkt at anlægge sag for at bestride beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatforme ved en domstol i overensstemmelse med gældende ret.

2.   Begge parter skal samarbejde i god tro med det udvalgte certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan med henblik på at bilægge tvisten.

Udbydere af onlineplatforme kan nægte at deltage i proceduren ved et sådant udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, hvis en tvist allerede er blevet løst vedrørende de samme oplysninger og det samme grundlag for påstået ulovlighed eller uforenelighed af indholdet.

Det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan har ikke beføjelse til at pålægge parterne en bindende tvistbilæggelse.

3.   Koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor det udenretslige tvistbilæggelsesorgan er etableret, certificerer for en periode på maksimalt fem år, der kan forlænges, organet efter dets anmodning, hvis organet har godtgjort, at det opfylder alle følgende betingelser:

a)

organet er upartisk og uafhængigt, herunder finansielt uafhængigt, af udbydere af onlineplatforme og af modtagere af den tjeneste, der ydes af udbyderne af onlineplatformene, herunder af enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser

b)

organet har den nødvendige ekspertise, for så vidt angår de spørgsmål, der opstår på et eller flere særlige områder i tilknytning til ulovligt indhold, eller for så vidt angår anvendelsen og håndhævelsen af vilkår og betingelser for en eller flere typer onlineplatforme, hvilket giver organet mulighed for at bidrage effektivt til bilæggelsen af en tvist

c)

organet eller dets repræsentanter aflønnes på en måde, der ikke er knyttet til resultatet af proceduren

d)

den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, er let tilgængelig ved brug af elektronisk kommunikationsteknologi og giver mulighed for at indlede tvistbilæggelse og indsende den fornødne dokumentation online

e)

organet kan bilægge tvister hurtigt, effektivt og omkostningseffektivt og på mindst ét af EU-institutionernes officielle sprog

f)

den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, finder sted i overensstemmelse med klare og retfærdige procedureregler, der er let- og offentligt tilgængelige, og som er i overensstemmelse med gældende ret, herunder denne artikel.

Koordinatoren for digitale tjenester anfører i påkommende tilfælde i certifikatet:

a)

organets særlige ekspertiseområder som omhandlet i første afsnit, litra b), og

b)

det eller de af EU-institutionernes officielle sprog, på hvilke organet kan bilægge tvister som omhandlet i første afsnit, litra e).

4.   Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer aflægger årligt rapport til koordinatoren for digitale tjenester om deres virke, med angivelse af som minimum antallet af forelagte tvister, oplysninger om udfaldet af disse tvister, den gennemsnitlige tid, det tog at løse dem, og eventuelle mangler eller vanskeligheder. De afgiver yderligere oplysninger efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester.

Koordinatorerne for digitale tjenester udarbejder hvert andet år en rapport om, hvordan de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret, fungerer. Rapporten skal navnlig:

a)

indbefatte en liste over antallet af tvister, som hvert certificeret udenretsligt tvistbilæggelsesorgan årligt er blevet forelagt

b)

angive resultaterne af de gennemførte tvistbilæggelsesprocedurer og den gennemsnitlige tid, det tager at løse tvisterne

c)

indkredse og redegøre for eventuelle systematiske eller sektorspecifikke mangler eller vanskeligheder i forbindelse med disse organers virke

d)

indkredse bedste praksis vedrørende dette virke

e)

fremsætte anbefalinger til, hvordan dette virke kan forbedres, hvor hensigtsmæssigt.

De certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal forelægge deres beslutninger for sagsparterne inden for en rimelig periode og ikke mere end 90 kalenderdage efter datoen for det certificerede organ fik forelagt klagesagen. I tilfælde af meget komplekse tvister kan det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan efter eget skøn forlænge fristen på 90 kalenderdage med en yderligere varighed på ikke over 90 dage, så den samlede varighed ikke overstiger 180 dage.

5.   Hvis det udenretslige tvistbilæggelsesorgan træffer afgørelse om tvisten til fordel for tjenestemodtageren, herunder den enkeltperson eller enhed, der har indgivet en anmeldelse, afholder udbyderen af onlineplatformen alle gebyrer, som organet for udenretslig tvistbilæggelse opkræver, og godtgør den pågældende modtager, herunder enkeltpersonen eller enheden, eventuelle andre rimelige udgifter, som denne har måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis organet for udenretslig tvistbilæggelse afgør tvisten til fordel for udbyderen af onlineplatformen, skal tjenestemodtageren, herunder enkeltpersonen eller enheden, ikke godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som udbyderen af onlineplatformen har betalt eller skal betale i forbindelse med tvistbilæggelsen, medmindre det udenretslige tvistbilæggelsesorgan finder, at den pågældende modtager åbenlyst har handlet i ond tro.

De gebyrer, som organet opkræver udbyderne af onlineplatforme for tvistbilæggelsen, skal være rimelige og må under ingen omstændigheder overstige organets omkostninger. For modtagere af tjenesten bør tvistbilæggelsen være gratis tilgængelig eller tilgængelig mod et gebyr af symbolsk størrelse.

Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal oplyse de berørte tjenestemodtagere, herunder de enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse, og udbyderen af den berørte onlineplatform om gebyrerne eller de mekanismer, der anvendes til at fastsætte gebyrerne, inden de indleder i tvistbilæggelsen.

6.   Medlemsstaterne kan oprette udenretslige tvistbilæggelsesorganer med henblik på stk. 1 eller støtte aktiviteterne i en række af eller i alle de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3.

Medlemsstaterne sikrer, at ingen af deres aktiviteter udført i henhold til første afsnit påvirker deres koordinatorer for digitale tjenesters mulighed for at certificere de pågældende organer i overensstemmelse med stk. 3.

7.   En koordinator for digitale tjenester, der har certificeret et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, tilbagekalder denne certificering, hvis koordinatoren efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget af tredjeparter fastslår, at organet for udenretslig tvistbilæggelse ikke længere opfylder betingelserne i stk. 3. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende certificering giver koordinatoren for digitale tjenester det pågældende organ mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde det udenretslige tvistbilæggelsesorgans certificering.

8.   Koordinatorerne for digitale tjenester underretter Kommissionen om de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3, herunder i påkommende tilfælde om de specifikationer, der er omhandlet i nævnte stykkes andet afsnit, samt de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, hvis certificering de har tilbagekaldt. Kommissionen offentliggør en liste over disse organer, herunder over disse specifikationer, på et særligt websted, der er lettilgængeligt, og holder den ajour.

9.   denne artikel berører ikke direktiv 2013/11/EU og procedurer for alternativ tvistbilæggelse og instanser for forbrugere, der er etableret i henhold til nævnte direktiv.

Artikel 27

Gennemsigtighed af anbefalingssystemer

1.   Udbydere af onlineplatforme, der anvender anbefalingssystemer, fastsætter i deres vilkår og betingelser på et klart og forståeligt sprog de vigtigste parametre, der anvendes i deres anbefalingssystemer, samt tjenestemodtagernes muligheder for at ændre eller påvirke disse vigtigste parametre.

2.   de i stk. 1 omhandlede vigtigste parametre skal forklare, hvorfor visse informationer foreslås tjenestemodtageren. De skal som minimum omfatte:

a)

de kriterier, der har størst betydning ved fastlæggelsen af den information, der foreslås tjenestemodtageren

b)

grundene til den relative betydning af disse parametre.

3.   Hvis der er flere muligheder i henhold til stk. 1 for anbefalingssystemer, der bestemmer den relative rækkefølge af den information, tjenestemodtagerne får vist, skal udbydere af onlineplatforme også tilvejebringe en funktionalitet, som gør det muligt for tjenestemodtageren til enhver tid at vælge og ændre sin foretrukne mulighed. Denne funktionalitet skal være direkte og let tilgængeligt fra det specifikke område af onlineplatformens onlinegrænseflade, hvor informationen prioriteres.

Artikel 29

Fritagelse for mikrovirksomheder og små virksomheder

1.   denne afdeling finder ikke anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, og som er mikrovirksomheder eller små virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF.

Denne afdeling finder ikke anvendelse på onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, der tidligere opfyldte kravene til at få tildelt status som en mikrovirksomhed eller en lille virksomhed som defineret i henstilling 2003/361/EF, i de 12 måneder efter, at de mistede deres status i medfør af artikel 4, stk. 2, i nævnte henstilling, medmindre de er meget store onlineplatforme i overensstemmelse med artikel 33.

2.   Uanset nærværende artikels stk. 1 finder denne afdeling anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, og som er udpeget som meget store onlineplatforme i overensstemmelse med artikel 33, uanset om de er mikrovirksomheder eller små virksomheder.

Artikel 33

Meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner

1.   denne afdeling finder anvendelse på onlineplatforme og onlinesøgemaskiner, der pr. måned har et gennemsnitligt antal aktive tjenestemodtagere i Unionen på 45 mio. eller derover, og som er udpeget som meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner i henhold til stk. 4.

2.   Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 87 med henblik på at justere det gennemsnitlige antal aktive tjenestemodtagere i Unionen pr. måned som omhandlet i stk. 1, hvis befolkningstallet i Unionen stiger eller falder med mindst 5 % i forhold til befolkningstallet i 2020 eller befolkningstallet efter justeringen ved hjælp af en delegeret retsakt i det år, hvor den seneste delegerede retsakt blev vedtaget. I så fald justerer Kommissionen antallet, således at det svarer til 10 % af Unionens befolkning det år, hvor den vedtager den delegerede retsakt, rundet op eller ned, således at antallet kan udtrykkes i millioner.

3.   Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 87 efter høring af rådet med henblik på at supplere bestemmelserne i denne forordning ved at fastsætte metoden til beregning af det gennemsnitlige antal aktive tjenestemodtagere i Unionen pr. måned med henblik på denne artikels stk. 1 og artikel 24, stk. 2, idet den sikrer, at metoden tager hensyn til den markedsmæssige og teknologiske udvikling.

4.   Kommissionen vedtager efter at have hørt etableringsmedlemsstaten eller efter at have taget hensyn til oplysningerne fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet i henhold til artikel 24, stk. 4, en afgørelse om udpegelse af den onlineplatform eller den onlinesøgemaskine, der har et gennemsnitligt antal aktive tjenestemodtagere pr. måned, som svarer til eller er højere end det antal, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, som en meget stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine med henblik på denne forordning. Kommissionen træffer sin afgørelse på grundlag af de oplysninger, der er rapporteret af udbyderen af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen i henhold til artikel 24, stk. 2, eller oplysninger, der er anmodet om i henhold til artikel 24, stk. 3, eller eventuelle andre oplysninger, som Kommissionen råder over.

Det forhold, at udbyderen af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen ikke overholder artikel 24, stk. 2, eller ikke efterkommer anmodningen fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller fra Kommissionen i henhold til artikel 24, stk. 3, forhindrer ikke, at Kommissionen udpeger den pågældende udbyder som en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine i henhold til dette stykke.

Når Kommissionen baserer sin afgørelse på andre oplysninger, som Kommissionen råder over i henhold til dette stykkes første afsnit, eller på grundlag af yderligere oplysninger, der er anmodet om i henhold til artikel 24, stk. 3, giver Kommissionen den berørte udbyder af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen ti arbejdsdage til at fremsætte bemærkninger til Kommissionens foreløbige konklusioner om, at den agter at udpege onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen som henholdsvis en meget stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine. Kommissionen tager behørigt hensyn til bemærkningerne fremsat af den berørte udbyder.

Undladelse hos den berørte udbyder af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen af at fremsætte bemærkninger i henhold til tredje afsnit forhindrer ikke, at Kommissionen udpeger den pågældende onlineplatform eller onlinesøgemaskine som henholdsvis en meget stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine baseret på andre oplysninger, som den råder over.

5.   Kommissionen ophæver udpegelsen, hvis onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen i en uafbrudt periode på ét år ikke har et gennemsnitligt antal aktive tjenestemodtagere pr. måned, som svarer til eller er højere end det antal, der er omhandlet i stk. 1.

6.   Kommissionen giver uden unødig forsinkelse udbyderen af den berørte onlineplatform eller onlinesøgemaskine, rådet og koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet meddelelse om sine afgørelser i henhold til stk. 4 og 5.

Kommissionen sikrer, at listen over udpegede meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, og ajourfører listen. Forpligtelserne i denne afdeling finder anvendelse eller ophører med at finde anvendelse på de berørte meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner fra fire måneder efter den i første afsnit omhandlede meddelelse til den berørte udbyder.

Artikel 42

Rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner offentliggør de i artikel 15 omhandlede rapporter senest to måneder efter anvendelsesdatoen som fastsat i artikel 33, stk. 6, andet afsnit, og derefter mindst hver sjette måned.

2.   de rapporter, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, offentliggjort af udbydere af meget store onlineplatforme skal ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15 og artikel 24, stk. 1, præcisere:

a)

de menneskelige ressourcer, som udbyderen af meget store onlineplatforme afsætter til indholdsmoderation med hensyn til den tjeneste, der udbydes i Unionen, opdelt efter hvert gældende officielt sprog i medlemsstaterne, herunder med henblik på overholdelse af forpligtelserne i artikel 16 og 22 og med henblik på overholdelse af forpligtelserne i artikel 20

b)

kvalifikationerne og den sproglige ekspertise hos de personer, der udfører de i litra a) omhandlede aktiviteter, samt den uddannelse og støtte, der gives til dette personale

c)

indikatorerne for nøjagtighed og relaterede oplysninger, jf. artikel 15, stk. 1, litra e), opdelt efter hvert officielt sprog i medlemsstaterne.

Rapporterne offentliggøres på mindst ét af de officielle sprog i medlemsstaterne.

3.   Ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 24, stk. 2, skal udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner i de rapporter, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, medtage oplysninger om det gennemsnitlige antal tjenestemodtagere pr. måned for hver medlemsstat.

4.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner fremsender til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen uden unødig forsinkelse efter udarbejdelse og offentliggør senest tre måneder efter modtagelsen af hver revisionsrapport i henhold til artikel 37, stk. 4:

a)

en rapport med resultaterne af risikovurderingen i henhold til artikel 34

b)

de specifikke risikobegrænsende foranstaltninger, der er indført i henhold til artikel 35, stk. 1

c)

den revisionsrapport, der er omhandlet i artikel 37, stk. 4

d)

den revisionsrapport om gennemførelsen, der er omhandlet i artikel 37, stk. 6

e)

hvis det er relevant, oplysninger om de høringer, som udbyderen har gennemført til støtte for risikovurderingerne og udformningen af de risikobegrænsende foranstaltninger.

5.   Hvis en udbyder af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner mener, at offentliggørelsen af oplysninger i henhold til stk. 4 kan resultere i videregivelse af udbyderens eller tjenestemodtagernes fortrolige oplysninger, medføre væsentlige sårbarheder for tjenestens sikkerhed, underminere den offentlige sikkerhed eller skade modtagere, kan udbyderen fjerne sådanne oplysninger fra de offentligt tilgængelige rapporter. I så fald fremsender udbyderen de fuldstændige rapporter til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og til Kommissionen, ledsaget af en begrundelse for at fjerne oplysningerne fra de offentligt tilgængelige rapporter.

Artikel 43

Tilsynsgebyr

1.   Kommissionen pålægger udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner et årligt tilsynsgebyr ved deres udpegelse i henhold til artikel 33.

2.   de samlede årlige tilsynsgebyrer skal dække Kommissionens anslåede omkostninger i forbindelse med dens tilsynsopgaver i henhold til denne forordning, navnlig omkostninger i forbindelse med udpegelsen i henhold til artikel 33, oprettelse, vedligeholdelse og drift af databasen i henhold til artikel 24, stk. 5, og informationsudvekslingssystemet i henhold til artikel 85, henvisninger i henhold til artikel 59, støtte til rådet i henhold til artikel 62 og tilsynsopgaverne i henhold til artikel 56 og kapitel IV, afdeling 4.

3.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner pålægges en årlig tilsynsafgift for hver tjeneste, for hvilken de er blevet udpeget i henhold til artikel 33.

Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter størrelsen af det årlige tilsynsgebyr for hver udbyder af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner. Ved vedtagelsen af disse gennemførelsesretsakter anvender Kommissionen metodologien fastsat i den i nærværende artikels stk. 4 omhandlede delegerede retsakt og overholder principperne fastsat i nærværende artikels stk. 5. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 88.

4.   Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 87, der fastsætter den nærmere metode og procedurerne for:

a)

fastsættelsen af de anslåede omkostninger, der er omhandlet i stk. 2

b)

fastsættelsen af de individuelle årlige tilsynsgebyrer, der er omhandlet i stk. 5, litra b) og c)

c)

fastsættelsen af den maksimale samlede grænse, der er defineret i stk. 5, litra c), og

d)

de nødvendige nærmere ordninger for betalinger.

Ved vedtagelsen af disse delegerede retsakter overholder Kommissionen de principper, der er fastsat i nærværende artikels stk. 5.

5.   den gennemførelsesretsakt, der er omhandlet i stk. 3, og den delegerede retsakt, der er omhandlet i stk. 4, skal overholde følgende principper:

a)

der tages ved vurderingen af det samlede beløb for det årlige tilsynsgebyr hensyn til omkostningerne i det foregående år

b)

det årlige tilsynsgebyr står i et rimeligt forhold til det gennemsnitlige antal månedlige aktive modtagere i Unionen for hver meget stor onlineplatform eller hver en meget stor onlinesøgemaskine, der er udpeget i henhold til artikel 33

c)

det samlede årlige tilsynsgebyr, der pålægges en given udbyder af en meget stor onlineplatform eller en meget stor søgemaskine, overstiger under ingen omstændigheder 0,05 % af dens globale årlige nettoindkomst i det foregående regnskabsår.

6.   de individuelle årlige tilsynsgebyrer, der opkræves i henhold til denne artikels stk. 1, udgør eksterne formålsbestemte indtægter i overensstemmelse med artikel 21, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (41).

7.   Kommissionen aflægger årligt rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om de samlede omkostninger i forbindelse med udførelsen af opgaverne i henhold til denne forordning og det samlede beløb for de individuelle årlige tilsynsgebyrer, der er opkrævet i det foregående år.

AFDELING 6

Andre bestemmelser vedrørende due diligence-forpligtelser

Artikel 49

Kompetente myndigheder og koordinatorer for digitale tjenester

1.   Medlemsstaterne udpeger en eller flere kompetente myndigheder som ansvarlige for tilsynet med udbydere af formidlingstjenester og håndhævelsen af denne forordning (»kompetente myndigheder«).

2.   Medlemsstaterne udpeger en af de kompetente myndigheder som deres koordinator for digitale tjenester. Koordinatoren for digitale tjenester er ansvarlig for alle forhold vedrørende tilsynet med og håndhævelsen af denne forordning i denne medlemsstat, medmindre den pågældende medlemsstat har overdraget bestemte specifikke opgaver eller områder til andre kompetente myndigheder. Koordinatoren for digitale tjenester er under alle omstændigheder ansvarlig for at sikre koordineringen på nationalt plan af disse forhold og for at bidrage til et effektivt og konsekvent tilsyn med og en effektiv og konsekvent håndhævelse af denne forordning i hele Unionen.

Med henblik herpå samarbejder koordinatorerne for digitale tjenester med hinanden, andre nationale kompetente myndigheder, rådet og Kommissionen, uden at dette berører medlemsstaternes mulighed for at sikre samarbejdsmekanismer og en løbende udveksling af synspunkter mellem koordinatoren for digitale tjenester og andre nationale myndigheder, når det er relevant for udførelsen af deres respektive opgaver.

Hvis en medlemsstat udpeger en eller flere kompetente myndigheder ud over koordinatoren for digitale tjenester, sikrer den, at disse myndigheders og koordinatoren for digitale tjenesters respektive opgaver er klart defineret, og at de samarbejder tæt og effektivt under udførelsen af deres opgaver.

3.   Medlemsstaterne udpeger koordinatorerne for digitale tjenester senest den 17. Februar 2024.

Medlemsstaterne offentliggør og meddeler Kommissionen og rådet navnet på og kontaktoplysninger for deres kompetente myndighed, som er udpeget som koordinator for digitale tjenester. Den berørte medlemsstat meddeler Kommissionen og rådet navnet på de andre kompetente myndigheder, jf. stk. 2, og deres respektive opgaver.

4.   de bestemmelser i artikel 50, 51 og 56, der gælder for koordinatorer for digitale tjenester, gælder også for alle andre kompetente myndigheder, som medlemsstaterne udpeger i henhold til denne artikels stk. 1.

Artikel 50

Krav til koordinatorer for digitale tjenester

1.   Medlemsstaterne sikrer, at deres koordinatorer for digitale tjenester udfører deres opgaver i henhold til denne forordning på en upartisk, gennemsigtigt og rettidigt måde. Medlemsstaterne sikrer, at deres koordinatorer for digitale tjenester har alle nødvendige ressourcer til at udføre deres opgaver, herunder tilstrækkelige tekniske og økonomiske ressourcer og tilstrækkeligt personale til at føre passende tilsyn med alle udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under deres kompetence. Hver medlemsstat sikrer, at dens koordinator for digitale tjenester har tilstrækkelig autonomi med hensyn til at forvalte sit budget inden for budgettets overordnede rammer for ikke at påvirke koordinatoren for digitale tjenesters uafhængighed negativt.

2.   Koordinatorerne for digitale tjenester handler i fuld uafhængighed under udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser i overensstemmelse med denne forordning. De skal være frie for al udefrakommende indflydelse, det være sig direkte eller indirekte, og må hverken søge eller modtage instrukser fra nogen anden offentlig myndighed eller nogen privat part.

3.   denne artikels stk. 2 berører ikke de opgaver, der påhviler koordinatorerne for digitale tjenester i overvågnings- og håndhævelsessystemet som omhandlet i denne forordning, og samarbejdet med andre kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 49, stk. 2. Denne artikels stk. 2 forhindrer ikke udøvelse af domstolskontrol og berører heller ikke rimelige krav til ansvarlighed vedrørende koordinatorerne for digitale tjenesters generelle aktiviteter såsom finansiel udgiftsstyring eller rapportering til nationale parlamenter, forudsat at disse krav ikke underminerer opfyldelsen af denne forordnings mål.

Artikel 51

Beføjelser for koordinatorer for digitale tjenester

1.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende undersøgelsesbeføjelser for så vidt angår den adfærd, der udvises af udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

a)

beføjelse til at kræve, at disse udbydere og alle andre personer, der handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, og som med rimelighed kan have kendskab til oplysninger relateret til en formodet overtrædelse af denne forordning, herunder organisationer, der udfører de revisioner, der er omhandlet i artikel 37 og artikel 75, stk. 2, fremlægger sådanne oplysninger uden unødig forsinkelse.

b)

beføjelse til at foretage eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at påbyde kontrol af alle lokaler, som disse udbydere eller personer anvender som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, eller til at anmode andre offentlige myndigheder om at gøre dette med henblik på at undersøge, beslaglægge, tage eller få kopier af oplysninger relateret til en formodet overtrædelse i enhver form, uanset lagringsmediet

c)

beføjelse til at anmode enhver repræsentant for eller ethvert medlem af personalet hos disse udbydere eller personer om at redegøre for eventuelle oplysninger relateret til en formodet overtrædelse og til med deres samtykke at registrere svarene med ethvert teknisk hjælpemiddel.

2.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende håndhævelsesbeføjelser i forhold til udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

a)

beføjelse til at acceptere de tilsagn, som disse udbydere har afgivet om at overholde denne forordning, og til at gøre disse tilsagn bindende

b)

beføjelse til at kræve overtrædelser bragt til ophør og, hvor det er relevant, til at pålægge sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen, og som er nødvendige for effektivt at bringe overtrædelsen til ophør, eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat herom

c)

beføjelse til at pålægge bøder eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at gøre det i overensstemmelse med artikel 52 i tilfælde af manglende overholdelse af denne forordning, herunder af ethvert undersøgelsespåbud udstedt i henhold til denne artikels stk. 1

d)

beføjelse til at pålægge tvangsbøder eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at gøre det i overensstemmelse med artikel 52 for at sikre, at en overtrædelse bringes til ophør i overensstemmelse med et påbud udstedt i henhold til dette afsnit, litra b), eller i tilfælde af manglende overholdelse af ethvert undersøgelsespåbud udstedt i henhold til nærværende artikels stk. 1

e)

beføjelse til at træffe midlertidige foranstaltninger eller til at anmode den kompetente nationale judicielle myndighed i deres medlemsstat om at gøre det med henblik på at undgå risikoen for alvorlig skade.

For så vidt angår første afsnit, litra c) og d), har koordinatorer for digitale tjenester også de håndhævelsesbeføjelser, der er fastsat i disse litraer, i forhold til de andre personer, der er omhandlet i stk. 1, i tilfælde af manglende overholdelse af et af de påbud, der er udstedt til dem i henhold til nævnte stykke. De udøver kun disse håndhævelsesbeføjelser efter rettidigt at have givet disse andre personer alle relevante oplysninger vedrørende sådanne påbud, herunder om den gældende tidsperiode, de bøder eller tvangsbøder, der kan pålægges for manglende overholdelse, og klagemuligheder.

3.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, har koordinatorer for digitale tjenester i forhold til udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under deres medlemsstaters kompetence, hvis alle andre beføjelser i henhold til denne artikel til at bringe en overtrædelse til ophør er udtømt, og overtrædelsen ikke er blevet afhjulpet eller varer ved og forvolder alvorlig skade, der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, også beføjelse til at træffe følgende foranstaltninger:

a)

kræve, at de pågældende udbyderes ledelsesorgan uden unødig forsinkelse undersøger situationen, vedtager og forelægger en handlingsplan med de nødvendige foranstaltninger til at bringe overtrædelsen til ophør, sikrer, at udbyderen træffer disse foranstaltninger, og aflægger rapport om de trufne foranstaltninger

b)

hvis koordinatoren for digitale tjenester mener, at en udbyder af formidlingstjenester ikke har opfyldt kravene i litra a) i tilstrækkelig grad, at overtrædelsen ikke er blevet afhjulpet eller varer ved og forvolder alvorlig skade, og at overtrædelsen udgør en strafbar handling, der indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed, anmode den kompetente judicielle myndighed i dens medlemsstat om at påbyde en midlertidig begrænsning af adgangen for modtagere af den tjeneste, der er berørt af overtrædelsen, eller, hvis dette ikke er teknisk muligt, af adgangen til udbyderen af formidlingstjenestens onlinegrænseflade, hvorpå overtrædelsen finder sted.

Medmindre koordinatoren for digitale tjenester handler på Kommissionens anmodning, jf. artikel 82, opfordrer koordinatoren forud for fremsendelsen af den i dette stykkes første afsnit, litra b), omhandlede anmodning interesserede parter til at fremsætte skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst to uger og redegør i denne forbindelse for de foranstaltninger, koordinatoren har til hensigt at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte adressater. Udbyderen af formidlingstjenester, den eller de tiltænkte adressater og enhver anden tredjepart, der godtgør en legitim interesse, har ret til at deltage i proceduren ved den kompetente judicielle myndighed. Enhver påbudt foranstaltning skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsens art, grovhed, gentagne karakter og varighed uden unødigt at begrænse adgang til lovlig information for de berørte tjenestemodtagere.

Begrænsningen af adgangen gælder for en periode på fire uger, men de kompetente judicielle myndigheder kan i påbuddet give koordinatoren for digitale tjenester mulighed for at forlænge denne periode med yderligere perioder af samme længde, idet det maksimale antal forlængelser fastsættes af den pågældende judicielle myndighed. Koordinatoren for digitale tjenester forlænger kun perioden, hvis koordinatoren under hensyntagen til de rettigheder og interesser, som alle parter berørt af begrænsningen har, og alle relevante omstændigheder, herunder eventuelle oplysninger fra udbyderen af formidlingstjenester, adressaten eller adressaterne og enhver anden tredjepart, der har godtgjort en legitim interesse, finder, at begge følgende betingelser er opfyldt:

a)

udbyderen af formidlingstjenester har ikke truffet de nødvendige foranstaltninger til at bringe overtrædelsen til ophør

b)

den midlertidige begrænsning begrænser ikke tjenestemodtagernes adgang til lovlig information unødigt, henset til antallet af berørte modtagere og tilstedeværelsen af egnede og lettilgængelige alternativer.

Hvis koordinatoren for digitale tjenester mener, at betingelserne i tredje afsnit, litra a) og b), er opfyldt, men ikke kan forlænge perioden yderligere i henhold til tredje afsnit, indgiver koordinatoren en ny anmodning til den kompetente judicielle myndighed, jf. første afsnit, litra b).

4.   de i stk. 1, 2 og 3 nævnte beføjelser berører ikke afdeling 3.

5.   de foranstaltninger, som koordinatorerne for digitale tjenester træffer som led i udøvelsen af deres beføjelser som anført i stk. 1, 2 og 3, skal være effektive, have afskrækkende virkning og stå i et rimeligt forhold til navnlig arten, grovheden, den gentagne karakter og varigheden af den overtrædelse eller formodede overtrædelse, som disse foranstaltninger vedrører, og i påkommende tilfælde til den pågældende formidlingstjenestes økonomiske, tekniske og operationelle kapacitet.

6.   Medlemsstaterne fastlægger specifikke regler og procedurer for udøvelsen af beføjelserne i henhold til stk. 1, 2 og 3 og sikrer, at enhver udøvelse af disse beføjelser er omfattet af tilstrækkelige garantier i gældende national ret i overensstemmelse med chartret og EU-rettens almindelige principper. Disse foranstaltninger må navnlig kun træffes under hensyntagen til retten til respekt for privatliv og retten til forsvar, herunder retten til at blive hørt og retten til aktindsigt, og med forbehold af alle berørte parters ret til adgang til effektive retsmidler.

Artikel 55

Aktivitetsrapporter

1.   Koordinatorerne for digitale tjenester udarbejder årlige rapporter om deres aktiviteter i henhold til denne forordning, herunder antallet af modtagne klager i henhold til artikel 53 og en oversigt over opfølgningen herpå. Koordinatorerne for digitale tjenester offentliggør de årlige rapporter i et maskinlæsbart format, under iagttagelse af de gældende fortrolighedsregler, jf. artikel 84, og fremsender dem til Kommissionen og rådet.

2.   den årlige rapport skal også indeholde følgende oplysninger:

a)

antallet af og genstanden for påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold og påbud om at give oplysninger udstedt i overensstemmelse med artikel 9 og 10 af en national judiciel eller administrativ myndighed i den medlemsstat, hvor koordinatoren for digitale tjenester er beliggende

b)

virkningerne af disse påbud som meddelt koordinatoren for digitale tjenester i henhold til artikel 9 og 10.

3.   Hvis en medlemsstat har udpeget flere kompetente myndigheder i henhold til artikel 49, sikrer den, at koordinatoren for digitale tjenester udarbejder en enkelt rapport, der dækker alle kompetente myndigheders aktiviteter, og at koordinatoren for digitale tjenester modtager alle relevante oplysninger og den nødvendige støtte fra de andre berørte kompetente myndigheder.

AFDELING 2

Kompetencer, koordineret undersøgelse og sammenhængsmekanismer

Artikel 56

Kompetencer

1.   den medlemsstat, hvor udbyderen af formidlingstjenesters hovedforretningssted er beliggende, har enekompetence med hensyn til tilsyn med og håndhævelse af denne forordning med undtagelse af de kompetencer, der er omhandlet i stk. 2, 3 og 4.

2.   Kommissionen har enekompetence med hensyn til tilsyn og håndhævelse af kapitel III, afdeling 5.

3.   Kommissionen har beføjelse til at føre tilsyn med og håndhæve denne forordning, ud over de bestemmelser, der er fastsat i kapitel III, afdeling 5, i denne forordning, hvad angår udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner.

4.   Hvis Kommissionen ikke har indledt en procedure for den samme overtrædelse, har den medlemsstat, hvor hovedforretningsstedet for udbyderen af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner er beliggende, beføjelse til at føre tilsyn med og håndhæve forpligtelserne efter denne forordning, bortset fra dem, der er fastsat i kapitel III, afdeling 5, med hensyn til disse udbydere.

5.   Medlemsstaterne og Kommissionen skal føre tilsyn med og håndhæve denne forordnings bestemmelser i tæt samarbejde.

6.   Hvis en udbyder af formidlingstjenester ikke er etableret i Unionen, har den medlemsstat, hvor den pågældendes retlige repræsentant er bosiddende eller etableret, eller Kommissionen, alt efter hvad der er relevant, beføjelse til, i overensstemmelse med denne artikels stk. 1 og 4, at føre tilsyn med og håndhæve de relevante forpligtelser i denne forordning.

7.   Hvis en udbyder af formidlingstjenester undlader at udpege en retlig repræsentant i overensstemmelse med artikel 13, har alle medlemsstater og, hvis der er tale om en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine, Kommissionen beføjelser til tilsyn og håndhævelse i henhold til denne artikel.

Hvis en koordinator for digitale tjenester agter at udøve sine beføjelser i henhold til dette stykke, underretter den alle andre koordinatorer for digitale tjenester og Kommissionen og sikrer, at de gældende garantier, som chartret giver, respekteres, navnlig med henblik på at undgå, at den samme adfærd straffes mere end én gang for overtrædelse af de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning. Hvis Kommissionen agter at udøve sine beføjelser i henhold til dette stykke, underretter den alle andre koordinatorer for digitale tjenester herom. Efter underretningen i henhold til dette stykke må andre medlemsstaters kompetente myndigheder ikke indlede procedurer for samme adfærd som den, der er omhandlet i underretningen.

Artikel 57

Gensidig bistand

1.   Koordinatorerne for digitale tjenester og Kommissionen skal arbejde tæt sammen og yde hinanden gensidig bistand med henblik på at anvende denne forordning på en ensartet og effektiv måde. Den gensidige bistand skal navnlig omfatte udveksling af oplysninger i overensstemmelse med denne artikel og den pligt, som koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet har til at underrette alle koordinatorer for digitale tjenester i destinationslandet, rådet og Kommissionen om indledningen af en undersøgelse og om hensigten om at træffe en endelig afgørelse, herunder vurderingen heraf, vedrørende en specifik udbyder af formidlingstjenester.

2.   Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet kan med henblik på en undersøgelse anmode andre koordinatorer for digitale tjenester om at give specifikke oplysninger, som de er i besiddelse af, om en specifik udbyder af formidlingstjenester eller om at udøve deres undersøgelsesbeføjelser som omhandlet i artikel 51, stk. 1, for så vidt angår specifikke oplysninger, der befinder sig i deres medlemsstat. Hvis det er relevant, kan den koordinator for digitale tjenester, der modtager anmodningen, inddrage andre kompetente myndigheder eller andre offentlige myndigheder i den pågældende medlemsstat.

3.   den koordinator for digitale tjenester, der modtager anmodningen i henhold til stk. 2, skal efterkomme en sådan anmodning og underrette koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet om de iværksatte tiltag uden unødig forsinkelse og senest to måneder efter modtagelsen, medmindre:

a)

rækkevidden af eller genstanden for anmodningen ikke er tilstrækkeligt specificeret, begrundet eller forholdsmæssig i lyset af undersøgelsens formål, eller

b)

hverken den anmodede koordinator for digitale tjenester eller en anden kompetent myndighed eller anden offentlig myndighed i den pågældende medlemsstat er i besiddelse af de ønskede oplysninger eller kan få adgang til dem, eller

c)

anmodningen ikke kan efterkommes uden at overtræde EU-retten eller national ret.

Den koordinator for digitale tjenester, der modtager anmodningen, skal i givet fald afgive et svar med begrundelsen for sit afslag inden for den frist, der er fastsat i første afsnit.

Artikel 61

Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

1.   der nedsættes en uafhængig rådgivende gruppe af koordinatorer for digitale tjenester til at føre tilsyn med udbydere af formidlingstjenester, kaldet »Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester« (»rådet«).

2.   Rådet yder rådgivning til koordinatorerne for digitale tjenester og Kommissionen i overensstemmelse med denne forordning med henblik på at nå følgende mål:

a)

bidrage til en konsekvent anvendelse af denne forordning og et effektivt samarbejde mellem koordinatorerne for digitale tjenester og Kommissionen vedrørende forhold, der er omfattet af denne forordning

b)

koordinere og bidrage til Kommissionens, koordinatorerne for digitale tjenesters og andre kompetente myndigheders retningslinjer om og analyse af nye problemstillinger i hele det indre marked vedrørende forhold, der er omfattet af denne forordning

c)

bistå koordinatorerne for digitale tjenester og Kommissionen i tilsynet med meget store onlineplatforme.

Artikel 69

Beføjelse til at foretage kontrolbesøg

1.   Med henblik på at udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen foretage alle nødvendige kontrolbesøg i lokalerne hos den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller hos en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1.

2.   de embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at udføre kontrolbesøg, har beføjelse til at:

a)

få adgang til alle lokaler, arealer og transportmidler tilhørende den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person

b)

undersøge de bøger og andre optegnelser, der er forbundet med ydelsen af den pågældende tjeneste, uanset hvilket medie de er lagret på

c)

tage eller få kopi eller udskrift under enhver form af sådanne bøger eller andre optegnelser

d)

kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person giver adgang til og forklarer vedkommendes organisation, funktionsmåde, IT-system, algoritmer, databehandling og forretningspraksis og til at registrere eller dokumentere de afgivne forklaringer

e)

forsegle alle lokaler, der anvendes til formål forbundet med den berørte udbyder af den meget store onlineplatforms eller af den meget store onlinesøgemaskines eller den anden berørte persons erhverv, forretning, håndværk eller profession samt bøger eller andre optegnelser, i det tidsrum og i det omfang, det er nødvendigt for kontrolbesøget

f)

anmode enhver repræsentant for eller medarbejder hos den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person om forklaringer på forhold eller dokumenter vedrørende genstanden for og formålet med kontrolbesøget og til at registrere svarene

g)

rette spørgsmål mod enhver sådan repræsentant eller medarbejder vedrørende kontrolbesøgets genstand og formål og til at registrere svarene.

3.   Kontrolbesøg kan foretages med bistand fra revisorer eller eksperter, der er udpeget af Kommissionen i henhold til artikel 72, stk. 2, samt fra koordinatoren for digitale tjenester eller de kompetente nationale myndigheder i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget foretages.

4.   Hvis fremlæggelsen af de påkrævede bøger eller andre optegnelser i tilknytning til den ydede tjeneste er ufuldstændig, eller hvis svarene på de spørgsmål, der stilles i henhold til nærværende artikels stk. 2, er urigtige, ufuldstændige eller vildledende, udøver embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at foretage et kontrolbesøg, deres beføjelser efter fremlæggelse af en skriftlig tilladelse, der indeholder oplysninger om kontrolbesøgets genstand og formål og de i artikel 74 og 76 fastsatte sanktioner. Kommissionen underretter i god tid inden kontrolbesøget koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, herom.

5.   Under kontrolbesøg kan de embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, revisorerne og eksperterne udpeget af Kommissionen samt koordinatoren for digitale tjenester eller andre kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget udføres, kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt person redegør for vedkommendes organisation, funktionsmåde, IT-system, algoritmer, databehandling og forretningsadfærd, og rette spørgsmål mod dens nøglepersonale.

6.   Udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt fysisk eller juridisk person er forpligtet til at underkaste sig et kontrolbesøg, der er beordret ved en afgørelse truffet af Kommissionen. Afgørelsen skal angive kontrolbesøgets genstand og formål, fastsætte tidspunktet for dets påbegyndelse og oplyse om de i artikel 74 og 76 fastsatte sanktioner og om retten til at få afgørelsen prøvet ved Den Europæiske Unions Domstol. Kommissionen skal høre koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, inden den træffer sin afgørelse.

7.   Embedsmænd fra og andre personer, der er bemyndiget eller udpeget af koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, skal efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester eller Kommissionen aktivt bistå embedsmændene og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, i forbindelse med kontrolbesøget. De har i denne forbindelse de i stk. 2 omhandlede beføjelser.

8.   Hvis embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, finder, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person modsætter sig et kontrolbesøg, der er beordret i henhold til denne artikel, skal den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, efter anmodning fra disse embedsmænd eller andre ledsagende personer og i overensstemmelse med medlemsstatens nationale ret yde disse den nødvendige bistand, herunder, hvis det er relevant i henhold til denne nationale ret, i form af tvangsforanstaltninger truffet af en kompetent retshåndhævende myndighed, således at de kan gennemføre kontrolbesøget.

9.   Hvis den bistand, der er omhandlet i stk. 8, kræver tilladelse fra en national judiciel myndighed i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret, skal koordinatoren for digitale tjenester i den pågældende medlemsstat anmode om en sådan tilladelse efter anmodning fra embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen. Der kan også ansøges om en sådan tilladelse som en sikkerhedsforanstaltning.

10.   Når der anmodes om den i stk. 9 omhandlede tilladelse, skal den nationale judicielle myndighed, for hvilken sagen er indbragt, kontrollere, at Kommissionens afgørelse om at beordre kontrolbesøget er autentisk, og at de påtænkte tvangsforanstaltninger hverken er vilkårlige eller uforholdsmæssige i forhold til kontrolundersøgelsens genstand. Når den nationale judicielle myndighed foretager en sådan kontrol, kan den anmode Kommissionen, direkte eller gennem koordinatorerne for digitale tjenester i den berørte medlemsstat, om detaljerede forklaringer, navnlig om det grundlag, hvorpå Kommissionen baserer sin mistanke om en overtrædelse af denne forordning, om grovheden af den formodede overtrædelse samt om måden, hvorpå den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person er involveret heri. Den nationale judicielle myndighed må dog ikke sætte spørgsmålstegn ved, om kontrolbesøget er nødvendigt, eller kræve oplysninger fra Kommissionens sagsakter. Lovligheden af Kommissionens afgørelse kan kun prøves ved Den Europæiske Unions Domstol.

Artikel 73

Manglende overholdelse

1.   Kommissionen vedtager en afgørelse om manglende overholdelse, hvis den finder, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine ikke overholder et eller flere af følgende punkter:

a)

relevante bestemmelser i denne forordning

b)

midlertidige foranstaltninger i henhold til artikel 70

c)

tilsagn, der er gjort bindende i henhold til artikel 71.

2.   Inden Kommissionen vedtager afgørelsen i henhold til stk. 1, meddeler den sine foreløbige konklusioner til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine. I de foreløbige konklusioner redegør Kommissionen for de foranstaltninger, den overvejer at træffe, eller som den mener, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine bør træffe for effektivt at imødekomme de foreløbige konklusioner.

3.   I afgørelsen vedtaget i henhold til stk. 1 pålægger Kommissionen den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre overholdelse af afgørelsen i henhold til stk. 1 inden for en rimelig frist angivet deri og at fremlægge oplysninger om de foranstaltninger, som den pågældende udbyder agter at træffe for at efterkomme afgørelsen.

4.   den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine forelægger Kommissionen en beskrivelse af de foranstaltninger, den har truffet for at sikre overholdelse af afgørelsen i henhold til stk. 1, når de er gennemført.

5.   Konstaterer Kommissionen, at betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, afslutter den undersøgelsen ved en afgørelse. Afgørelsen finder anvendelse med øjeblikkelig virkning.

Artikel 77

Forældelsesfrister for pålæggelse af sanktioner

1.   de beføjelser, som Kommissionen har i henhold til artikel 74 og 76, forældes efter fem år.

2.   Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor overtrædelsen er begået. Ved vedvarende eller gentagne overtrædelser regnes fristen dog først fra den dag, hvor overtrædelsen er ophørt.

3.   Ethvert tiltag, som Kommissionen eller koordinatoren for digitale tjenester træffer med henblik på undersøgelsen eller proceduren i forbindelse med en overtrædelse, afbryder forældelsesfristen for pålæggelse af bøder og dagbøder. Forældelsesfristen afbrydes bl.a. af følgende tiltag:

a)

anmodninger om oplysninger fra Kommissionen eller en koordinator for digitale tjenester

b)

kontrolbesøg

c)

Kommissionens indledning af en procedure som omhandlet i artikel 66, stk. 1.

4.   Forældelsesfristen løber på ny efter hver afbrydelse. Forældelsesfristen for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder udløber dog senest den dag, hvor der er forløbet en periode svarende til den dobbelte forældelsesfrist, uden at Kommissionen har pålagt en bøde eller tvangsbøde. Denne periode forlænges med den tid, hvor forældelsesfristen er blevet suspenderet i henhold til stk. 5.

5.   Forældelsesfristen for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder suspenderes, så længe Kommissionens afgørelse verserer for Den Europæiske Unions Domstol.

Artikel 79

Ret til at blive hørt og aktindsigt

1.   Inden Kommissionen træffer en afgørelse i henhold til artikel 73, stk. 1, eller artikel 74 eller 76, skal den give den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1, lejlighed til at blive hørt om:

a)

Kommissionens foreløbige konklusioner, herunder ethvert spørgsmål, som Kommissionen har gjort indsigelse imod, og

b)

foranstaltninger, som Kommissionen måtte have til hensigt at træffe på baggrund af de i litra a) omhandlede foreløbige konklusioner.

2.   den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1, kan fremsætte sine bemærkninger til Kommissionens foreløbige konklusioner inden for en rimelig frist, som Kommissionen fastsætter i sine foreløbige konklusioner, og som ikke må være kortere end 14 dage.

3.   Kommissionen må kun lægge de klagepunkter til grund for sine afgørelser, som de berørte parter har haft lejlighed til at udtale sig om.

4.   de berørte parters ret til forsvar skal respekteres fuldt ud i procedureforløbet. De har ret til aktindsigt i Kommissionens sagsakter på grundlag af en aftalt aktindsigt med forbehold af den legitime interesse, som den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt person har i beskyttelsen af sine forretningshemmeligheder. Kommissionen har beføjelse til at vedtage afgørelser om sådanne vilkår for videregivelse i tilfælde af uenighed mellem parterne. Retten til indsigt i Kommissionens sagsakter omfatter ikke fortrolige oplysninger og interne dokumenter tilhørende Kommissionen, rådet, koordinatorerne for digitale tjenester, andre kompetente myndigheder eller andre offentlige myndigheder i medlemsstaterne. Retten til aktindsigt omfatter navnlig ikke korrespondance mellem Kommissionen og disse myndigheder. Dette stykke er ikke til hinder for, at Kommissionen videregiver eller anvender oplysninger, som er nødvendige for at bevise en overtrædelse.

5.   de oplysninger, der indsamles i henhold til artikel 67, 68 og 69, må kun anvendes i forbindelse med denne forordning.

Artikel 87

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 24, 33, 37, 40 og 43, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra 16. november 2022. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   den i artikel 24, 33, 37, 40 og 43 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 24, 33, 37, 40 og 43 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 91

Evaluering

1.   Senest den 18. februar 2027 evaluerer Kommissionen denne forordnings potentielle indvirkning på udviklingen og den økonomiske vækst i små og mellemstore virksomheder og aflægger rapport herom til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

Senest den 17. november 2025 evaluerer Kommissionen nedenstående spørgsmål og aflægger rapport herom til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg:

a)

anvendelsen af artikel 33, herunder anvendelsesområdet for udbydere af formidlingstjenester, der er omfattet af forpligtelserne i denne forordnings kapitel III, afdeling 5

b)

måden denne forordning fungerer på i forhold til andre retsakter, navnlig de retsakter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3 og 4.

2.   Senest den 17. november 2027 og derefter hvert femte år evaluerer Kommissionen denne forordning og aflægger rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

Denne rapport skal navnlig omhandle:

a)

anvendelsen af stk. 1, andet afsnit, litra a) og b)

b)

denne forordnings bidrag til uddybningen og den effektive funktion af det indre marked for formidlingstjenester, navnlig med hensyn til grænseoverskridende ydelse af digitale tjenester

c)

anvendelsen af artikel 13, 16, 20, 21, 45 og 46

d)

rækkevidden af de forpligtelser, der påhviler små virksomheder og mikrovirksomheder

e)

effektiviteten af tilsyns- og håndhævelsesmekanismerne

f)

indvirkningen på respekten for ytrings- og informationsfriheden.

3.   den i stk. 1 og 2 omhandlede rapport ledsages, hvis det er relevant, af et forslag til ændring af denne forordning.

4.   Kommissionen skal i den i denne artikels stk. 2 omhandlede rapport også evaluere og aflægge rapport om de årlige rapporter om deres aktiviteter, som koordinatorerne for digitale tjenester forelægger Kommissionen og rådet i henhold til artikel 55, stk. 1.

5.   Med henblik på stk. 2 skal medlemsstaterne og rådet fremsende oplysninger på Kommissionens anmodning.

6.   I forbindelse med evalueringen, jf. stk. 2, skal Kommissionen tage hensyn til holdninger og resultater fremlagt af Europa-Parlamentet, Rådet og andre relevante organer eller kilder og være særligt opmærksom på små og mellemstore virksomheder og nye konkurrenters stilling.

7.   Senest den 18. februar 2027 skal Kommissionen efter høring af rådet foretage en evaluering af rådets funktionsmåde og af anvendelsen af artikel 43 og aflægge rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg under hensyntagen til forordningens første anvendelsesår. På grundlag af resultaterne og under videst mulig hensyntagen til rådets udtalelse ledsages rapporten, hvis det er relevant, af et forslag til ændring af denne forordning for så vidt angår rådets struktur.

Artikel 93

Ikrafttræden og anvendelse

1.   denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   denne forordning finder anvendelse fra den 17. februar 2024.

Artikel 24, stk. 2, 3 og 6, artikel 33, stk. 3-6, artikel 37, stk. 7, artikel 40, stk. 13, artikel 43 og kapitel IV, afdeling 4, 5 og 6, finder dog anvendelse fra den 16. november 2022.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 19. oktober 2022.

På Europa-Parlamentets vegne

R. METSOLA

Formand

På Rådets vegne

M. BEK

Formand


(1)  EUT C 286 af 16.7.2021, s. 70.

(2)  EUT C 440 af 29.10.2021, s. 67.

(3)  Europa-Parlamentets holdning af 5. juli 2022 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 4. oktober 2022.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (direktivet om elektronisk handel) (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT L 241 af 17.9.2015, s. 1).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktivet om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1148 af 20. juni 2019 om markedsføring og anvendelse af udgangsstoffer til eksplosivstoffer, om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 98/2013 (EUT L 186 af 11.7.2019, s. 1).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1150 af 20. juni 2019 om fremme af retfærdighed og gennemsigtighed for brugere af onlineformidlingstjenester (EUT L 186 af 11.7.2019, s. 57).

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/784 af 29. april 2021 om håndtering af udbredelsen af terrorrelateret indhold online (EUT L 172 af 17.5.2021, s. 79).

(11)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1232 af 14. juli 2021 om midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i direktiv 2002/58/EF for så vidt angår brug af teknologier, der anvendes af udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester til behandling af personoplysninger og andre oplysninger med henblik på bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn på internettet (EUT L 274 af 30.7.2021, s. 41).

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktivet om privatlivets fred og elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37).

(13)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 345 af 27.12.2017, s. 1).

(14)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 af 20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning (EF) nr. 765/2008 og (EU) nr. 305/2011 (EUT L 169 af 25.6.2019, s. 1).

(15)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4).

(16)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (»direktivet om urimelig handelspraksis«) (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).

(17)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64).

(18)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63).

(19)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29).

(20)  Europa-Parlamentets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

(21)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT L 167 af 22.6.2001, s. 10).

(22)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EUT L 157 af 30.4.2004, s. 45).

(23)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF (EUT L 130 af 17.5.2019, s. 92).

(24)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (EUT L 321 af 17.12.2018, s. 36).

(25)  Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36).

(26)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA (EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1).

(27)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA (EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1).

(28)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA (EUT L 88 af 31.3.2017, s. 6).

(29)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA, 2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA (EUT L 135 af 24.5.2016, s. 53).

(30)  Rådets direktiv (EU) 2021/514 af 22. marts 2021 om ændring af direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (EUT L 104 af 25.3.2021, s. 1).

(31)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer (EFT L 80 af 18.3.1998, s. 27).

(32)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse (EUT L 157 af 15.6.2016, s. 1).

(33)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1828 af 25. november 2020 om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF (EUT L 409 af 4.12.2020, s. 1).

(34)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(35)  EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.

(36)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).

(37)  EUT C 149 af 27.4.2021, s. 3.

(38)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april 2019 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester (EUT L 151 af 7.6.2019, s. 70).

(39)  Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1).

(40)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73).

(41)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1).



whereas









keyboard_arrow_down